Kun os to

Valérie Donzelli startede karrieren som skuespiller og har som instruktør demonstreret et talent for, hvad nogle ville kalde ”rigtig” filmdramatik.

Nemlig karakterdrevne dramaer, ofte fortalt ud fra et kvindeligt perspektiv, uden avantgardenykker, sci-fi-idéer eller den slags vovede halvsurrealisme, der kendetegner tidligere kvindelige franske instruktører som Catherine Breillat eller Chantal Akerman.

Film som Notre Dame og La guerre est déclarée er oprigtigt interesseret i historier om almindelige mennesker – ganske vist spillet af smukke filmstjerner – der bakser med relativt almindelige problemer. Stilen er realistisk, prunkløs, solid, hjertelig og en kende anonym.

Alt det og mere til demonstreres i Kun os to, et hæderligt traumedrama baseret på en Éric Reinhardt-roman om en kvinde, hvis mand bliver stadigt mere kontrollerende og ubehagelig. Handlingen udfoldes inden for hjemmets fire vægge, der synes at rykke klaustrofobisk nærmere for hvert skænderi.

Blanche (Virginie Efira) underviser elever i gymnasiealderen i fransk litteratur. Hun elsker sit job, men længes efter en partner at dele det med – allerhelst én, der ikke er hende utro, som hendes sidste fyr var.

Da tvillingesøsteren Rose opfordrer hende til at tage med til fest en aften, møder hun Grégoire (Melvil Poupaud), en flot og intens bankmand, der fejer benene væk under hende.

I starten er deres romance som taget direkte fra en lægeroman: endeløse elskovsseancer optaget med diskretion og sensualitet, evige kærlighedserklæringer fra Grégoire og ren lyksalighed, da Blanche opdager, at hun er gravid.

De holder bohemebryllup på en strand i Normandiet, tæt ved hvor Blanche voksede op sammen med Rose og deres enkemor (Eric Rohmers muse Marie Riviere).

Da Greg fortæller hende, at hans arbejdsgivere kræver, at han tager imod en stilling i Metz i den anden ende af Frankrig, går Blanche modvilligt med til at flytte, selv om hun får langt hjem til sin familie.

Men advarselslamperne begynder først at blinke, da Greg brokker sig over, at hun vil vende tilbage til arbejde, så snart de kan sende deres barn i dagpleje.

Blanche insisterer, at hun elsker at undervise, og i øvrigt er hun nødt til at finde sig nogle venner uden for deres lille kernefamilieboble. Men da hun starter på arbejdet, og han ringer i hver frokostpause for at høre, hvordan det går, bliver kollegernes skeptiske blikke et praj til Blanche om, at mandens hengivenhed måske dækker over noget mere desperat og omklamrende.

Den skarpe klipning i Kun os to antyder på raffineret vis, hvordan dysfunktion kan snige sig ind i et parforhold. Som en anden frø i en gryde vand indser man ikke, at temperaturen stiger, før det er for sent.

Virginie Efira, bedst kendt fra Paul Verhoevens Benedetta og sidste års Andre folks børn, spiller både Blanche og Rose, og hun imponerer i en sinister pardans, en folie á deux, over for Melvil Poupaud som Greg.

Han er forrygende. 

Filmens manuskript, skrevet af instruktøren sammen med Guldløvevinderen Audrey Diwan (Hændelsen), fortæller os ikke meget om Gregs forhistorie. Men Melvil Poupauds nuancerede præstation antyder på elegant vis, at forklaringen på hans monstrøse adfærd kan findes i en ulykkelig barndom, hvis traumer han aldrig har behandlet. 

Sidste akt lukker dog en del luft ud af ballonen. Frem for at lade handlingen føre til det brag af et sammenstød, der lægges op til undervejs, bliver der lagt låg på historien med et juridisk indgreb, der er lige så tørt, som det er effektivt.

Og måske det netop er pointen. Vold og misbrug i hjemmet kan man ikke løse i et endeligt opgør. Ikke alle følelsesknuder kan filtres ud. Nogle gange er den bedste løsning slet og ret at trække sin partner i retten.