Kung Fu Panda-filmene er opbyggelig action-komik uden mesterværk-nykker.
Det er den slags børnefilm, man som filmfeinschmecker-forældre tillader sine unger at se, men ikke nødvendigvis dem, man peger dem i retning af.
I første ombæring blev Po, en kung fu-besat panda med buddingmave, overraskende udpeget som den dødelige inkarnation af den mytologiske Dragekriger.
I anden film blev Po til sin store overraskelse adopteret af sin egen far, en gås med en nudelbiks. Og filmen lagde dermed op til, at Po skulle genforenes med sine sort-hvide slægtninge i trilogiens foreløbigt sidste kapitel.
Humlen i de tidligere historier er, at sand styrke og indre fred skal findes i ens eget sind, og sådan kan den umiddelbart ubehjælpsomme panda overvinde de ærgerrige skurke.
”Jo mere du tager, des mindre har du,” som seriens udødelige vismand, skildpadden Mester Oogway, fortæller denne omgangs superskurk, en yakokse ved navn Kai. Et kinesisk navn, der i danske ører lyder aldeles uimponerende: Kaj.
Kaj jager alle kung fu-mestre i Kinas land, hugger deres livsenergi (chi) og omdanner dem til zombier i jade.
Men skurkene har aldrig været andet end en motivation for Po, der nu er nødt til at drage med sin nyfundne far til en hemmelig panda-landsby i bjergene, hvor de åbenbart er kinamestre i chi-magi.
Magien er en lidt kedelig drejning for serien, fordi den reducerer slåskampene til fjollede lysshows, der har mere til fælles med japanske morgentegnefilm end de Hong Kong-karatefilm, der er seriens officielle forbillede. Kampteknik er mere interessant end at se helten og skurken smide farvestrålende lysstråler i hovedet på hinanden.
Men under alle omstændigheder fylder komikken mere end kampene. Og i den henseende er det påfaldende, hvor sjovt man egentlig kan have det uden at grine. Den centrale vits er stadig, at madglade Po er kung fu-ekspert, men hvorfor er det mere sandsynligt, at en slange kan karate?
Det bliver mere til velvillige træk på smilebåndet end decidereret mellemgulv-motion, for vittighederne er som regel noget tamme. En gås lægger et æg af bare forskrækkelse. Pos far siger ved genforeningen, at ”det er som at se sig selv i et flommespejl”.
Bløde jokes, men der er nok af dem til, at man ikke keder sig undervejs. Og den danske versionering er ganske begavet, selv om det er svært at matche originaludgavens stjerneglans.
I den engelske version står der ud over Jack Black i hovedrollen navne som Dustin Hoffman, Bryan Cranston, Angelina Jolie og endda Jackie Chan bag mikrofonerne, men det dansktalende cast rammer mestendels både originalstemmernes tone og personlighed.
Rune Klan spejler snildt Blacks selvbevidste vekslen mellem skrå- og usikkerhed, mens Morten Staugaard er tilpas jovial som Pos far. Mærkeligt nok er det Lars Thiesgaard, ellers en gigant blandt stemmeskuespillere, hvis Mester Shifu virker modelleret over typen ”vis læremester” snarere end over Dustin Hoffmans – i hvert fald i de to foregående film – langt mere karakterfulde vokal.
Engang halede DreamWorks håbløst efter Pixar når det gjaldt kvalitet, men film som Sådan træner du din drage fra førstnævnte og Biler fra sidstnævnte har udlignet forskellen. Kung Fu Panda-serien rykker ikke ved pointstillingen, men det er gemytlig og pædagogisk børneunderholdning om at finde sig selv og sin plads i verden.
Dermed blandes den amerikanske og kinesiske folkeånd, og netop det tve-kulturelle islæt er seriens vigtigste styrke. Det stærkt stiliserede dyreunivers er betagende realiseret og en festlig entré til kinesisk mytologi.
facebook
twitter
Kommentarer