Kung Fu Panda 4

Efter Po (Rune Klan) endelig blev forenet med sin biologiske far, skulle man tro, at der ikke kunne koges mere nudelsuppe på fortællingen om den kung fu-fanatiske panda.

Familieforeningen varslede, at Po nu var trådt ind i en ny fase af accept og ro. Men heldigvis er den gnavne mester Shifu (stemmeguruen Lars Thiesgaard) altid garant for at smide nye udfordringer efter sin elev.

For selv om Po i første film kæmpede sig til titlen som Dragekriger og Fredens Dals beskytter, er det til hans store skuffelse nu allerede blevet tid til at vælge en efterfølger.

Samtidig går der frygtelige rygter om, at Pos første fjende, sneleoparden Tai Lung (Jens Jørn Spottag), er vendt tilbage fra de døde.

Men ser man nærmere på skurkens plettede pels, vil man lægge mærke til, at der er noget galt. Og her taler vi ikke bare om, at pels-effekterne i fjerde ombæring generelt ikke lever op til DreamWorks’ standarder i detaljegrad.

Nej, Tai Lung er nemlig ikke dækket af blød pels, men derimod plettede skæl. For det er bare en ond troldkvinde, kaldet Kamæleonen (Ann Hjort), som har forvandlet sig.

Hun kan dog kun påtage sig Tai Lungs ydre form og ikke den indre fred, som giver sneleoparden sand adgang til kung-fu.

Hendes plan er derfor at udnytte Pos Dragekriger-kræfter og lave en portal til de døde, så hun kan suge energi ud af fortidens stærke kampsportsmestre. Sådan som skurken i den foregående film ville, da han stjal kung fu-udøveres livsenergi.

Som en ekstrem overspringshandling beslutter Po, at han først vil sparke troldkvindens røv og derefter vælge sin efterfølger. Undervejs beslutter han at tage en ny figur, ræve-tyve-tøsen Zhen (Katinka Lærke Petersen), med sig på togt.

Det hele er lidt en rodet omgang, som det har krævet tre manuskriptforfattere og to instruktører at skrue sammen.

Forfatterne Glenn Berger og Jonathan Aibel var begge producere på de tidligere pandafilm, men ellers er det oprindelige skaberhold så godt som forduftet.

At fortællingen synger på sidste vers, bliver også klart, når Kung Fu Panda 4 ikke længere kan overskue at udnytte sit eget univers.

I en verden befolket af dyr har der altid været noget sjovt at kigge på. Det plejer nemlig at flyde med steriliserede karikaturer af dyrelyde og karakteristika, men i 4’eren bliver det højest til en flok bjerggeder, der siger ”Hey” på en brægende måde.

Man sidder samtidig og venter på DreamWorks’ frække tilgang til animationsklassikere, som frit inddrages og får et kærligt nik.

I Kung Fu Panda 4 står det stærkest i en flugtsekvens, hvor Po og Zhen er i knibe og skal undgå en lille hær af håndlangere. Det er en hyggelig genskabelse af jagten i Shrek 2, hvor Æsel, Den bestøvlede kat og den grønne trold stod i samme knibe.

Dengang flygtede de til tonerne af popsangen Ever Fallen in Love, som Hans Zimmer i Kung Fu Panda 4 har givet em musikalsk makeover.

Det er den slags sjove detaljer, som gør, at universet hæver sig over de platte klassens-klovn-jokes, som er kernen i Pos eksistens.

Det er tydeligt, at Po er modelleret efter den legendariske Jack Blacks humor og figur. Og det har altid været mindst lige så fedt at se Po blævre rundt i imponerende kampsekvenser, som når han formår at gøre et kvalt nys til en prut.

Den danske versionering er meget skarp, og replikkerne kan sagtens måle sig med de engelske, som i højere grad end før anglificeres.

Rune Klan matcher stadig Jack Blacks tone og latterligt høje tempo perfekt, og han får godt modspil af Katinka Lærke Petersen som den provokendende Zhen.

Temaet for begge deres figurer er – endnu engang – indre ro, og med de mange meditationer over de foregående films problematikker, opnår Kung Fu Pande 4 på en måde netop dét.

For der er ikke længere mange overraskelser at komme efter i Fredens Dal, hvor der tygges bambus-drøv på en afsluttet historie, som trods seje kampe fremstår som et langt deja-vu.