”Jeg vil bryde med fordommene,” siger kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen. Hun mener ikke, at samtidskunst skal være elitær og fremmedgørende.
Derfor opsøger hun fremmede på gaden. Hun taler til dem, spørger, om hun må male dem, og laver heppenings for at se, hvordan en gennemsnitlig dansker reagerer på hendes kunst.
Hun er blot én af seks markante danske samtidskunstnere, der samles i Faaborg på Fyn. På to uger skal de gå i det gamle kunsterkollektiv Fynbomalernes fodspor og skabe en moderne kunstudstilling inspireret af de samme idylliske omgivelser.
Undervejs ses de forskellige kunstnere gå på opdagelse i byen. De køber ind og taler til kameraet om deres inspiration og proces, inden de hver aften samles til middag på hotellet, hvor de alle er indlogeret.
Hvor Ida Kvetny arbejder struktureret og håndfast viser sine farvestrålende håndværk frem, ses Bjørn Magnussen langsom klæde sig selv af, imens han lidt kaotisk puster liv i sine abstrakte, men sanselige malerier.
Deres måde at pille verden fra hinanden og beskrive formen på træer, skygger og lysindfald ændrer ikke, hvordan verden ser ud. Men verdenen fremstår betagende, når æstetiske mennesker entusiastisk beskriver dens skønhed.
Lilibeths forhold til skulpturen Ymerbrønden, der pryder byens centrale torv, kunne sagtens have været genstand for en særskilt udsendelse. Det er besnærende, når hun levende fortæller om skulpturens historie, tilblivelse og betydning.
Klædt i hvid som en brud kravler hun op i den, tænder en cigar og lader sig fotografere, imens hun og skulpturen smelter sammen til en ganske særligt værk. Billedet er rørende nok til ethvert galleri, men samtidig så dekorativt, at det snildt kunne pryde i de fleste danske hjem.
Særligt charmerende er Adam Christensen, der udfordrer den normative opfattelse af køn og skaber kunst, der for nogle kan virke fremmedgørende. Kaotisk arbejder den markante kunstner bedst under pres og møder aldrig til tiden.
Kunstnerens selvironi og smittende latter gør værket mindre højtideligt. Der opstår i stedet en intim, forførende atmosfære, man som seer har lyst til at være i.
Når serien er allerbedst formår den således at knytte bånd mellem finkulturen og hverdagens Danmark.
Seriens traditionelle form, hvor de medvirkende taler til kameraet, afspejler ikke kunstnernes kreative ambitioner.
Men den giver mulighed for at lære menneskene bag stærke og nogle gange intimiderende visuelle udtryk at kende. Og undervejs opstår der en fortrolighed mellem dem og kameraet, som smitter af på seeren.
Kunstværkerne får derved et ekstra lag, så lægmænd bedre kan spejle sig i abstrakt moderne kunst. Det er fremragende public service, at serien således præsenterer både kunsthistorie og nulevende kunstnere for et bredt publikum.
Faaborg er en idyllisk by, hvis skønhed tilføjer en særlig ro, som indfanges af droneoptagelser og et statisk kamera i øjenhøjde med de medvirkende.
Som bagtæppe er byens befolkning, der sidder på trappesten og nyder solen, vasker deres lystbåd i solskinnet og går på arbejde i den lokale Røde Kors-butik.
Mødet mellem borgerne og kunstnerne afføder en inspiration, der kan ses i de medvirkendes øjne. Det udvikler sig til smukke værker, der spænder fra maleri til skulptur og happenings i billedskønne, landlige omgivelser.
Eske Kath vil inspireres af, hvordan landskabet historisk er brugt i malerkunsten. Den klassiske skønhed fragmenteres og genopstår i helt ny sammenhæng, der både pryder og udfordrer, hvordan landskabsmalerier kan se ud.
Modsat beskriver Gun Gordillo sig selv som en baggårdskat og kalder landsbyidyllen for tuttenuttet. Alligevel inspireres hun af sollysets rolige harmoni med havet i havnen og bøjerne, der flyder i vandkanten.
Der er en direkte linje til Fynbomalerne, som mere realistisk maler landskaber, køer, fugle og farver, der afspejler en nærhed med naturen og landsbyomgivelserne.
Tredje sæson af Kunsternekolonien er en underholdende, lærerig og tankevækkende oplevelse. Kort sagt: public service, når det er allerbedst.
Kommentarer