Kusama

89-årige Yayoi Kusama bliver ofte omtalt som ”hende med polkaprikkerne”, fordi de farvede prikker går igen i hendes utallige malerier, skulpturer, beklædningsgenstande, vægge og installationer.

Karrieren begyndte for alvor i 1960’erne, hvor provokation, protester og pop-art var i vælten. Og nu hylder amerikansk dokumentar den aldrende avantgardist på det store lærred med en opdateret version af den amerikanske drøm.

Skåret ind til benet handler det nemlig om en japansk kvinde, der søger lykken i New York og imod alle odds når til tops økonomisk og kunstnerisk. Det er også historien om en kvinde, som alene kæmper mod de hvide mænd, egne mentale brister og omverdenens sexisme, hvilket giver filmen et aktuelt feministisk twist.

Indimellem bliver portrættet af den uomstrideligt betydningsfulde, kunstigt rødhårede kunstner lige lovligt lovprisende og hårdt optrukket.

Men det lever man gerne med. For det er en kompetent film, der giver nedslag og indblik i såvel kunstneren som kunstværkerne. Filmen er traditionelt fortalt fra fødsel til alderdom, primært gennem samarbejdspartnere, venner, Kusama selv og kuratorer, heriblandt Louisianas museumsinspektør Marie Laurberg.

Kusama vokser op i den japanske by Matsumoto, hvor hendes far driver en engrosfrøvirksomhed. Barndommen er traumatisk, og forældrene svigter hende. Kusama søger tilflugt i en blomsterdal, og når hun lukker øjnene, får hun prikker for øjnene.

Som voksen er det netop de prikker, der kommer ud som kunst. De bliver et billede på, at vi alle er en del af noget større. Og det er samtidig en slags selvterapi, hvor Kusama får sine tvangstanker og hallucinationer ud af sindet.

Bag filmen står den kunstuddannede dokumentarist Heather Lenz, der begyndte på manuskriptet for sytten år siden og har været fan af Kusama siden 1990’erne.

Det mærkes.

Gang på gang bliver det understreget, at Kusama burde have fået kommerciel og kunstnerisk succes langt forinden. Særligt i årene fra 1957 til begyndelsen af 70’erne, hvor hun boede i New York og skabte sine blomster, prikker, spejle og installationer.

Her mængede hun sig i kunstmiljøet med blandt andre Big Apple-kunstnere som Claus Oldenburg, Frank Stella og Andy Warhol, der så et lys i Kusama. Hun havde et platonisk kærlighedsforhold til avantgardefilmskaberen Joseph Cornell, for hun brød sig ikke om sex på grund af oplevelser i barndommen.

Det er da heller ikke, fordi hendes kunst oser af bier, der befrugter hendes blomster. Snarere var hun besat af åndelighed og en skrabet æstetik.

I en tidstypisk happening fra 1969 udstiller hun nøgne mennesker i et springvand foran The Museum of Modern Art som protest mod konservativ kunst. Hun lavede bodypaint før nogen anden. Hun iscenesatte et bryllup mellem to mænd og lavede en udstilling med 1500 spejlkugler, der solgtes for to dollar stykket.

Hendes holdning var i bedste Warhol-stil, at kunsten skulle ud til folket. Hvorfor må den ikke sælges ligesom hotdogs?

Alligevel var det svært for hende at bryde igennem dengang. Der var ingen kunstnerisk støtte at hente, og hun flyttede tilbage til Japan, hvor hun i dag bor på et psykiatrisk hospital, vi desværre aldrig får at se.

Til sidst får vi at vide, at hun er den bedst sælgende kvindelige kunstner gennem tiden. Årsag? Sociale medier som Instagram, hvor folk deler hendes kunst.