Kvinde på krigsstien

Den islandske instruktør Benedikt ­Erlingsson debuterede med den skævt melankolske Om heste og mænd, der travede rundt på festivalernes træningsmanege, inden den entrerede arthouse-biografer verden over med halen højt hævet.

Erlingssons opfølger har ikke fået helt den samme ekstatiske modtagelse, men instruktøren har også skudt sig selv i foden ved ikke at caste en eneste bedårende, krølhåret islandsk pony.

Det bør dog ikke ligge dette livlige værk til last.

Kvinde på krigsstien deler samme tone som debutfilmen med tankevækkende grubleri over forholdet mellem mennesker og naturen, der skildres som en skrøbelig størrelse på linje med en hest eller et barn. Og med lige så stort behov for omsorg.

Den krigeriske kvinde hedder Halla. Hun er en ukuelig, midaldrende korleder og musiklærer. Hun bor alene i Reykjavik i en bedsteborgerligt veldekoreret lejlighed, selv om plakaterne af Nelson Mandela og Mahatma Gandhi er et vink med en vognstang om hendes politiske overbevisning.

Når vejret er til det, cykler hun et smut i byen med et smil på læben til naboerne.

De ved ikke, at Halla i sin fritid er en ensom økokriger, der rejser til Islands mest fjerntliggende egne med en specialbygget bue, hvis pile kan ødelægge elmaster. Dermed forsøger hun at sabotere en forestående handelsaftale mellem den islandske og kinesiske regering om at opføre et aluminiumsanlæg – en plan, der vil gå hårdt ud over miljøet.

Den eneste, der ved, at Halla er den medieomblæste ”Bjergkvinde”, er hendes kormedlem Baldvin, som spionerer for hende i regeringen. Han advarer hende om, at det er på tide at stoppe, fordi myndighederne optrapper jagten på hende med droner, vagter og massiv mediehetz.

For Halla er det endnu mere presserende, at hendes ansøgning om at adoptere en forældreløs, ukrainsk pige endelig er blevet godkendt. Hun vil få svært ved at opdrage pigen, hvis hun rusker tremmer.

Manuskriptet af Ólafur Egilsson og Benedikt Erlingsson er dejligt stramt og kun en anelse konstrueret. Det mærker man særligt, da Hallas enæggede tvilling – et udslidt greb – dukker op. Men instruktøren opvejer så rigeligt ved at skyde filmen fuld af skæve, dybt personlige påfund.

Handlingen finder et tørt sidespor, hvor en sydamerikansk turist bliver chikaneret af myndighederne. Og i et af filmens modigste brud på enhver kontrakt med publikum, dukker musikere fra tid til anden uforklarligt op og går i gang med at spille midt i handlingen. Deres improviserede folkemusik bliver både filmens soundtrack og en drillende del af filmen selv – nogle gange taler de ligefrem til karaktererne!

Det er et charmerende, forløsende afbræk fra spændingshistorien, et kækt strejf af surrealisme i en ellers ofte mørk historie.

Kvinde på krigsstien er også en slags kærlighedsfortælling, som for en gangs skyld ikke handler om romantisk kærlighed, men i stedet den mere udsvævende, platoniske kærlighed til mennesker og landskab.

Og sikke et landskab!

Bergsteinn Björgúlfssons widescreen-billeder indfanger på sublim vis de svimlende majestætiske islandske vidder med al den farverigdom, som den vilde natur gemmer på. Det er en vidunderligt livlig, bred palet af grønt græs, grå himmel og lyserøde blomster, der glimter blandt engenes jordbrune nuancer.

De smukke billeder får et ironisk islæt, når man tænker over, at filmen sikkert – som Om heste og mænd og mange af de andre smukke film, der i disse år kommer fra Island – vil lokke turister til øen. Hvilket uden tvivl vil gå ud over det miljø, Halla frygtløst går i brechen for.

Det kan man selvfølgelig ikke klandre filmen for. Kvinde på ­krigsstien er en finurligt menneskeklog historie om, hvor meget vi er villige til at ofre for andre.