Ligesom Ken Loach laver Dardenne-brødrene film, der holder med menneskene på kanten af samfundet.
Men man går glip af noget, hvis man fokuserer for meget på brødrenes underklasse-tematik: den stilistiske klarhed. Deres film er skoleeksempler på, hvordan man visuelt fortæller en medrivende historie med minimal spildtid.
Det tog brødrene to forsøg at ramme den klarhed i deres nyeste drama, Kvinde, ukendt.
Efter nogle usædvanligt negative anmeldelser ved Cannes-festivalen sidste år, klippede de filmen om og skar syv minutter væk. Det var for at fokusere på ”følelserne og psykologien” hos filmens hovedperson, en ung læge med samvittighedskvaler.
Men faktisk føltes den første udgave ikke overproppet.
Det var nok snarere et nybrud i Dardenne-brødrenes oeuvre, der overraskede publikum, og som stadig er med i den nye udgave: flirten med genre.
For første gang i deres karriere er der glimt af en anden stor, filmisk fortæller, Alfred Hitchcock. Kvinde, ukendt er nemlig en detektivhistorie og – finder vi efterhånden ud af – en fortælling om at blive hjemsøgt.
Franske Adèle Haenel spiller Jenny, en ung læge, som har overtaget sin konsultation fra en pensioneret kollega. Klinikken ligger et foruroligende ikke-sted, en boligblok i skyggen af en motorvejssammenfletning i et grumt område af den tidligere industriby Seraing, hvor Dardenne-brødrene er født og har optaget mange af deres film.
Jenny ligner til tider en fortabt lille pige, men hendes lægelige fortræffelighed er der aldrig tvivl om.
Filmen handler til dels om måden, vi forstår og misforstår de signaler, folk sender ud, og vi ser hende først med et stetoskop på en patients ryg. Hun underviser en intens og nærtagende praktikant, som hun indtil for nylig var romantisk involveret med.
Det er det komplicerede forhold, fortæller hun senere sig selv, der svækker hendes dømmekraft, når det ringer på i konsultationen efter lukketid, mens de to skændes. Jenny siger til Julien, at han ikke skal åbne. Tidligt næste morgen findes en ung, sort kvinde død ved en flodbred i nærheden uden papirer på sig. Overvågningskameraer afslører, at hun var den sene nattegæst.
Jenny er plaget af tanken om, at hvis hun havde åbnet, ville pigen stadig være i live. Det er filmens dramatiske motor, som gør lægen til en efterforsker drevet af behovet for at finde ud af, hvem pigen var.
Sammenlignet med Marion Cotillards uforbeholdent følelsesladede spil i To dage, én nat virker Haenels præstation dæmpet og nærmest udtryksløs. Men det ligger til karakteren, for ikke bare den døde pige, men også Jenny er titlens ukendte kvinde.
Hun støder sammen med en politibetjent og bevæger sig på grænsen af fortroligheden mellem læge og patient, da hun på et hjemmebesøg leder efter oplysninger. Her mærker man, at Jenny er to personer, den professionelle læge og den forvirrede, fortvivlede unge kvinde. Selv da hun afviser et velbetalt job på en privatklinik for at blive i den lokale konsultation, er der ingen triumf i at vælge de svages side.
Får den døde piges spøgelse hende til at vælge et liv i faglig ubemærkethed og med beskeden indtjening?
Det er sådanne nuancerede spørgsmål, som er den slags vurderinger, læger (og samfund) træffer mange gange hver dag, der gør Kvinde, ukendt til mere end en mærkelig blanding af socialrealistisk drama og detektivfortælling.
Der bliver trådt forbi til sidst, hvor en masse forklaring forringer filmens moralske finesse. Men det ødelægger ikke det faktum, at filmen faktisk er et skridt fremad for Dardenne-brødrene.
Det er ikke bare takket være deres strejf ind i genreland, men især fordi de adskiller sig fra Ken Loach. Brødrene interesserer sig ikke kun for mekanismerne i social undertrykkelse, men også for komplicerede helte, som ikke er perfekte.
Kommentarer