Findes der egentlig nogen mere moderne og arketypisk amerikansk filmgenre end den, der kunne kaldes for ”den-sommer-jeg-blev-voksen-og-følsom-film?”
Mestendels er konceptet en mandlig sag, om drengen som via en skelsættende, eksistentiel begivenhed som overgangsrite bliver til en mand, der træder i karakter.
Processen ses gerne i et retrospektivt lys mange år senere, da denne mand er blevet endnu mere voksen og følsom. Måske er mindet tragisk, måske lykkeligt. Men hvad skete der egentlig dengang, da tiden var ung og sommeren lang?
Præcis sådan en film er Labor Day, der er baseret på Joyce Maynards roman af samme navn.
Den er instrueret fermt og følsomt af canadiske Jason Reitman, der mest er kendt for feel good-filmen om teenagegraviditet, Juno, og den flyver-filosofiske Up in the Air. Han har en stramflair for genrens klicheer, og hvordan man undgår de fleste.
Helt klassisk begynder Labor Day i barndommens rige, i New Hamsphire ude på landet 1987. Her bor den store dreng Henry alene med sin mor Adele i et forsømt hus. Hun elskede engang at danse, men siden husbonden stak af med sekretæren, har hun spærret sig inde i et meget langt sorgarbejde. Hun går aldrig ud og lader sig i stedet opvarte af sin kloge søn, der nok har en far et sted, men mangler en faderfigur.
Ind træder Frank, han er såret og på flugt fra fængslet for noget, han har begået for atten år siden. Henry, Adele og Frank oplever i løbet af fem dage at blive en slags familie. De to voksne forelsker sig i hinanden, og Frank lærer Henry at blive en mand og, nok så vigtigt, at bage en kage.
Men naboer og politiet holder øje, og nettet strammes, mens planer om flugt lægges. Kan de elskende mon begynde et nyt liv, kanske uden at tage drengen med?
Labor Day fortælles i et smukt og sindigt glidende tempo, en næsten gammeldags tidskrævende og kælende stil, der aldrig søger det spektakulære udi sex eller vold.
Just den melankolske patos og bløde Hollywood-humanisme man kender fra sympatiske instruktører såsom William A. Wellman, Douglas Sirk og Delmer Daves. Alle var de mestre i 1940-50’ernes nedtonede og periodetro melodrama om stille eksistenser med tunge hjerteslag og sår i sjælen. Og alle var de mainstream, men med en god vilje og en ærlig mening om at skildre noget større end blot det banale, forudsigelige og forventelige.
Jason Reitman formår da også at undgå genrens værste klicheer, og dem han bruger, serverer han på en skruet måde – alt sammen sat ind i skønne billeder i fede farver, der nu og da i varme og lys minder om maleren Edward Hoppers malerier af svundne somre.
Det er først og fremmest Josh Brolin og min yndlingsbuttede brite, den vidunderlige Kate Winslet, der bærer flosklerne over de mest overfølsomme vadesteder og dermed undgår at dvæle for længe ved parrets umulige kærlighed.
Kate Winslet gør sin Adele til et fremragende studie i fragil kvindelighed, mens Josh Brolins Frank til tider er for meget med alle de gode egenskaber, han bærer rundt på. Han kan det hele. Han er handyman og farmand, kok og elsker samt mere forstående og tolerant end hele Kirkens Korshær.
Historienkunne være endt som en af de talløse trivielle tv-film med damehat og tevand, sådan en mandagstrøster, som dansk fjernsyn sender med alt for mange ukendte skuespillere i en alt for kendt historie om at blive voksen i mødet med voksen kærlighed.
Men selvom den er lidt overlæsset med skæbne undervejs, er Labor Day i sidste ende en sød og raffineret film, der får sat et nogenlunde sandsynligt punktum på fortællingen.
Kommentarer