Hun lugter. Af sure karklude, pis og våde aviser.
Hvis man skal tro den krukkede voice-over, der introducerer The Lady in the Van, er dunsten det mest karakteristiske ved damen i varevognen, den halvskøre nonne Mary Shepherd.
Og imens hun sniger sig op ad trappen for at låne den britiske dramatiker Alan Bennets toilet, fortsætter voice-over’en af Bennett med at beklage sig over lugten af den kvinde, som endte med at bo femten år i hans indkørsel.
Historien er for så vidt sand nok.
I 1970’erne flytter den hjemløse Mary Shepherd ind i Alan Bennets indkørsel efter at have parkeret sin ramponerede varevogn foran adskillige andre huse på den noble gade: Gloucester Crescent i Londons Camden Town.
Da bilen ikke længere kan køre, og byrådet forbyder parkering på gaden, skubber hun varevognen ind i Bennetts indkørsel. Det skulle egentlig bare være for en måned, men den bestemte dame ender med at bo i indkørslen hos den respekterede teaterdramatiker i femten år. Efter hendes død udgiver Alan Bennett en novelle om damen i varevognen, og ti år senere bliver de skarpe observationer til et skuespil.
Komedien The Lady in the Van er– ligesom teaterstykket – instrueret af Sir Nicholas Hytner, der er mest kendt for sit mangeårige virke som direktør for the National Theatre. Manuskriptet er af selvsamme Bennett, og Hytner/Bennett-teamet har trukket store dele af deres teatertrup ind i filmproduktionen.
Men teater er én kunstform og film en anden, og det er, som om de forstokkede briter ikke tager filmmediet alvorligt, men regner med, at transformationen sker helt automatisk.
Hvad der kan føles og mærkes på de skrå brædder, kræver andre virkemidler på film. Derfor virker det utroværdigt, når Bennett gang på gang vender tilbage til posedamens sure stank, og alt, vi får at se, er Maggie Smith i en for stor frakke, der er beskidt på den lidt for pæne måde. Et close-up af et par urinpletter kunne have gjort tricket, men her er briterne for bornerte.
Der mangler den taktile fornemmelse og den spændstighed i scenerne, som en god filminstruktør kan fremmane på lærredet.
Heldigvis behøver darlingen fra Downton Abbey ikke megen instruktion, da hun også havde hovedrollen i teaterstykket. Den 81-årige Maggie Smith har fuld kontrol over hver eneste ansigtsfold, og et hævet øjenbryn fra den bestemte dame siger mere end tusind ord. Smith leverer en vidunderlig præstation som den mystiske Mary Shepherd, der spiller klassisk klaver, citerer katekismus og hader larmende børn og medlidende blikke.
Desværre er den interessante historie om Shepherd fastlåst til Bennets perspektiv, og man aner ingen interesse fra dramatikerens side til at lære sin tvungne nabo at kende. Værst er det, da han ytrer, at han er nødsaget til at opdigte dele af hendes historie, fordi han aldrig rigtig nåede at lære hende at kende (på femten år!), hvilket resulterer i en bizar krimi af et sideplot.
Han bliver sur, når en socialarbejder betegner ham som Shepherds omsorgsperson, og han beskriver i sine dagbogsnotater, at hun er så irriterende, at han kunne kvæle hende.
Kold, britisk ironi fyger gennem komedien, og det er til tider sjovt. Men den varme, der gerne skulle ligge bagved, er svær at fornemme i Bennetts selvoptagede tekster, selvom Alex Jennings gør et hæderligt forsøg på at balancere det sure med det søde.
The Lady in the Van lægger ikke skjul på, at Bennett kun lod den forvirrede dame bruge indkørslen, fordi han var for konfliktsky til at sige fra. Det er svært ikke at tænke på, hvorfor Bennett aldrig forsøgte at forsøde hendes tilværelse eller i det mindste bare lod hende bruge hans badeværelse dagligt.
Men Bennetts voice-over forklarer det selv: ”Jeg er ingen helgen, jeg er bare doven.”
Dét behøver ikke de store klapsalver.
Kommentarer