Kan halvanden millioner franskmænd tage fejl?
Ikke ifølge markedsføringen bag den franske Lægen fra Chaussy, der gladelig – og helt forståeligt – praler med, at filmen har solgt bunkevis af billetter i de franske biografer.
Den solgte en halv million billetter allerede i den første uge efter premieren i marts, og siden har en hel million franskmænd indløst billet til det hjertevarme læge-drama.
Lægen fra Chaussy har da også en solid og bred appel.
Den mandlige hovedrolle varetages af Francois Cluzet, der er et folkekært ansigt i det franske. De fleste danskere vil nok genkende ham som den lamme rigmand i De urørlige fra 2011. En film, der i øvrigt også var voldsom populær som den mest sete franske film på verdensplan nogensinde.
Cluzet spiller Jean-Pierre Werner, som er den eneste læge i en lille fransk landsby. Han er populær blandt sine patienter, som han ofte investerer sig personligt i og holder oprigtigt af.
Da han får konstateret en truende tumor i hjernen, tvinges han til at finde sig en vikar, der kan assistere ham i lægepraksissen og hjælpe ham med patienterne. Den lidt yngre, men stadig modne og nyuddannede læge Nathalie (Marianne Denicourt) melder sig straks.
Jean-Pierre er et konservativt vanemenneske og vil egentlig helst drive sin praksis alene, men han ansætter modvilligt Nathalie. Hun bringer til gengæld nyt liv til landsbyen og charmerer sig hurtigt ind hos både landsbyens patienter og Jean-Pierre, der langsomt åbner sig for hende.
Lægen fra Chaussy er med andre ord ikke nogen handlingsmættet og travl film, der overrumpler sit publikum. Tværtimod fortæller den en traditionel historie uden krøller. Heri ligger nok dens brede appel. Det er svært ikke at blive charmeret af den søde historie om de to læger.
Til gengæld har Lægen fra Chaussy lige så meget kant som en badebold. Nogle vil uden tvivl finde den for politisk korrekt og idyllisk, men ærindet er ikke at udfordre publikum. I stedet fokuserer filmen på sine elskelige karakterer, især Jean-Pierre og Nathalie.
Hvor mange lignende film uforvarende nok ville lade kærligheden blomstre tydeligt mellem de to læger, holder Lægen fra Chaussy klogt igen, så publikum må tænke sig til en del.
Francois Cluzet og Marianne Denicourt er begge nemme at engagere sig i, og dramaet fungerer bedst, når de spiller med deres blikke og mimik.
Manuskriptet er udmærket stykket sammen og afrundet, selv om der paradoksalt nok ikke er nogen modstandere eller skurke i fortællingen. Det eneste, Jean-Pierre kæmper imod, er sit introverte sind og sin sygdom, som begge kan overvindes ved Nathalies hjælp.
Filmen får meget ud af at vise de to læger som hinandens modsætninger. Jean-Pierre skriver stadig sine journaler i hånden og arkiverer dem manuelt i et skab, mens Nathalie hellere vil skrive på computer. Det ender ud i et par veltunede scener, hvor de to læger krydser verbale klinger.
Og så er det værd at bemærke det følsomme og sympatiske portræt af den lille landsby, hvor alle folk hellere end gerne taler med hinanden i lægens venteværelse eller danser linedance, når borgmesteren arrangerer country-aften. Her kan man i øvrigt glæde sig til en umage og country-inspireret version af Leonard Cohens Halleluja med lettere fransk accent.
Filmens originale og franske titel Médecin de campagne kan bedst oversættes til ”Landlægen” eller ”Lægen på landet”. Og selv om Lægen fra Chaussy er meget provinsiel, har de danske oversættere nok syntes, at den titel lugtede lidt for meget af Landsbyhospitalet og biedermeier-idyl.
Man skal dog ikke lade sig afskrække. Nok er resultatet ordinært, men det er en velspillet feel good-film, som faktisk gør én i godt humør.
Kommentarer