Lamb

”Det er bedre end sidste år.” 

Marias bemærkning lyder klæg, som om hun ikke rigtigt mener det. Men noget skal hun sige til husbonden Ingvar, imens de holder pause i forårssolen efter, at de har hjulpet fårene med at føde. 

Han stirrer tomt foran sig og svarer, at han er enig. 

De lever i tæt symbiose med naturen, ligesom deres forfædre har gjort det i århundreder. Men tosomheden er øjensynlig kvælende. 

En dag finder de noget uventet i stalden. I stedet for et lam føder et af fårene en lille pige med hoved som et får. 

Herfra udfolder Valdimar Jóhannssons fremragende spillefilmdebut sig til en medrivende fortælling, der formår både at være en isnende thriller, alternativ monsterfilm og væsentlig kritik af, hvordan naturen sønderslides af menneskelig opportunisme. 

Parret opfatter det gådefulde pigebarn som et lykketræf, kalder barnet Ada og opdrager hende. Når barnets rigtige mor står udenfor og bræger af harme, skyder Maria hende og er parat til at gøre det igen, hvis familieidyllen trues udefra. 

Filmplakaten sidestiller moderskab med naturen. Man kan derfor læse forbrydelsen mod det stakkels får, der bare ville forenes med sit lam, som et overgreb mod naturen. Noget tyder imidlertid på, at naturen snart giver igen. 

Et ildevarslende åndedræt høres indimellem, imens Maria og Ingvar ser sig omkring, som om de vurderer, om de også kan høre lyden. 

Det er, som om nogen overvåger dem. Uhyggen breder sig på gården, der ligger isoleret, langt væk fra den nærmeste nabo. 

Tilsat en enkel, men nervepirrende underlægningsmusik og lyden af tunge fodtrin viser langsomme kamerabevægelser et eller andet fænomen, der færdes i den tågede, islandske natur. En flok nysgerrige ponyer nærmer sig, før de stejler og spæner afsted i modsat retning. 

Hilmir Snær Guðnarson er overbevisende som Ingvar, mens Noomi Rapace (Mænd der hader kvinder) ligefrem stråler med sin sanselige præstation som den overbeskyttende adoptivmor. 

Marias ængstelige blik, når hun ikke kan finde Ada, måden hun bagefter knuger adoptivdatteren ind til brystet på, eller den muntre latter, imens hun leger med hende i badekarret, udtrykker en higen efter moderrollen, som er ganske overvældende. 

Den internationale titel Lamb henviser til det lille menneskelam Ada, hvorimod den islandske titel Dýrið (på dansk: dyret) er mere tvetydig. Adas skikkelse taget i betragtning tyder noget på, at Ingvar er dyret, der kommer ind i stalden og forgriber sig på fårene. 

Filmen starter med at vise fårestalden, hvor væddere i brunst føres sammen med resten af flokken, så de kan føde lam til foråret. De forstyrres af en skikkelse, der skræmmer vædderne væk og tager deres plads. 

Fortællingen står ligeledes på skuldrene af oldtidsmyter om skabninger som Minotauros og Nøkken, der også er hybrider mellem mennesker og dyr. De skræmmende væsner symboliserer følgerne af, at symbiosen med naturen brydes. 

Valdimar Jóhannsson mestrer et sanseligt filmsprog. Når Ada fælder en tåre efter, at hendes blik bevæger sig fra Maria og Ingvar, der sidder inde i stuen, og hendes eget spejlbillede, lyser fremmedgørelsen i hendes øjne. 

”Hvad fanden foregår der?” spørger Ingvars bror Petur under et besøg og italesætter ufint, men præcist filmens moralske dilemma. 

Men modsat Ingvar og Maria, der nægter at indse problematikken, forstår Ada godt, hvad Petur mener. Hendes tårevædede øjne stirrer på et ældre fotografi i stuen, hvor fårene – hendes forfædre – ledes hjem til slagtning. 

Lamb er en filosofisk, stilfuld og spændende thriller, hvor aparte omdrejningspunktet med hybriden mellem menneske og får end forekommer. 

Gennemsyret af kritik af menneskers kortsynede rasering af naturen stikker den gribende rædsel for naturens gengæld dybere end et almindelig filmgys.