Lægen Ellen er forelsket i forfatteren Sebastian, som er gift med Eva. Nok har de en affære, men nytårsaften i selskab med kliken går det op for Ellen, at han stadigvæk elsker konen.
Samme aften strejfer Ellen den klumpedumpede single Max, der kommer hjem fra Chicago og bliver en del af slænget, som mødes på årets sidste aften i parret Anette og Mayas enorme patricierlejlighed. Her træffer singlemanden Rolf just på samme tid og sted Dina, snart sit livs kærlighed. Mens Bolette og Adams ægteskab med to børn begynder at krakelere under festen.
En gruppe middelklassemennesker i 30’erne på vej til 40’erne mødes og skilles og mødes atter over tre år i May el-Toukhys debut Lang historie kort.
Filmens kapitler falder på store begivenheder, nytårsfest, sankthansaften, housewarming, bryllup, navngivningsfest, surpriseparty, jubilæum og fødselsdagen som punktum. Relationer relativeres, man skændes, mens nogle bliver kærester, andre fjender i spillet mellem mænd og kvinder, men alle holder sammen som venner for livet.
Det er den brede pointe i Lang historie kort, helt i tråd med instruktørens interessante afgangsfilm fra Filmskolen, teater-trekantsdramaet Stykke for stykke.
De små episoder i Lang historie kort er som postmoderne variationer over Pierre Choderlos de Laclos’ klassiske, kærlighedsbitre brevroman Farlige forbindelser fra 1782. Selvom forbindelserne er mindre farlige hos el-Toukhy, har de deres fatale omstændigheder. Kærlighed koster, og kræft forekommer.
Hovedpersonen er klokkeblomsten Ellen (Mille Lehfeldt) og hendes evige jagt på en Peter Pan-mand, her en slesk svensker, forfattertyren Sebastian (Ola Rapace), der kækt og frækt er kommet ind fra højre med søde løgne lige så lange som Øresundsbroen.
Mille Lehfeldt spiller formidabelt med ynde og komik en dybere udgave af sin småneurotiske, kolde jomfru fra den fade fjernsynsserie Lykke.
Her uddyber hun den febrilske figur til en intelligent kvinde, som desværre kun tænder på det uopnåelige og forbudte. Da hun endelig indleder et forhold til tumpen Max, spillet kejtet og kærligt af Jens Albinus, kvæster hun ham groft.
Omkring parret giver Trine Dyrholm den overbevisende som snusfornuftig, sjus-glad, lesbisk læge, manden i samlivet med Maya (Danica Curcic).
Men det er kærligheden mellem sensommerparret Rolf og Dina, som føles mest berusende og uafvendelig. Marijana Jankovic er en sødmefuld Dina, og Peter Gantzler spiller rørende sin bamselærer Rolf med evig prop i vinglasset og en varm, autentisk vægtfylde midt i generationskomediens flimrende virvar af flirt og flygtighed.
Instruktøren fortæller sammen med sin medmanuskriptforfatter Maren Louise Käehne et episk lystspil med en nedtonet, episodisk dramatik, der især forbindes med den engelske dramatiker Alan Ayckbourn, og som præger mange nyere franske film. Men man kan også pege på Woody Allen som inspiration med hans lange passager af verbal narcissisme i erotiske kammerspil.
Som det også ses i Olivier Assayas’ Sommertid fra 2008, flettes alle figurer ind i hinandens fortællinger, men hele tiden ser vi kun de lyse stunder. Vi kommer således ikke med til en anden central højtidelighed, en begravelse.
De højdramatiske hændelser er aldrig nutidigt dramatiseret med patos, altid resumeret retrospektivt med ironi. Men alligevel ikke helt og holdent. Og at filmen ikke konsekvent holder fast i princippet om at undgå det melodramatiske og sentimentale, giver den et til tider ujævnt toneleje.
Alligevel lykkes Lang historie kort som en særdeles løfterig debutfilm. Den har højere ambitioner end den gennemsnitlige danske rom-com og indfrier dem faktisk i en konsekvent fortællestil, der ser forræderisk let ud at levere, men langtfra er let at servere.
Kommentarer