Lassie kommer hjem

Generationer er vokset op med eventyret om den trofaste hund Lassie, som trods ondskab og afstand altid finder tilbage til sin rette ejer.

Den firbenede stjerne så først dagens lys i filmens verden tilbage i 1943. Collien medvirkede derefter i en række succesfulde film, blandt andet Lassie’s bedrifter fra 1946 med Hollywood-stjernen Elizabeth Taylor.

I Lassie kommer hjem, som er den første ikke-engelskproducerede version nogensinde, er vi i Tyskland og følger Lassie og tolvårige Frederik. De to er uadskillelige, og Lassie hjælper Frederik gennem mobning og ensomhed. Da Frederiks far mister sit job, skal familien flytte til et mindre sted, hvor det ikke er tilladt at have hund.

Frederik og familien er nødt til at aflevere hunden til Greve von Springer, hvor Lassie ikke bliver behandlet ordentligt. Samtidig savner den trofaste hund sin bedste ven, og stikker af for at finde ham igen.

Frederik kan heller ikke undvære Lassie, så da han hører at hunden er stukket af, sætter han sig for at finde Lassie sammen med grevens barnebarn, Pernille, inden de for altid flytter væk og Lassie ikke vil kunne finde hjem igen.

Denne tyske version, som er instrueret af Hanno Olderdissen, holder sig tæt op af den originale roman af Eric Knight med nogle få moderne ændringer.

Lassie bliver ikke solgt som i originalen, men ”givet væk”. Og filmen gør stor brug af teknologiske midler såsom hjemmesider og mobiler, der af gode grunde ikke fandtes tilbage i 1940’erne.

Den store fejl ved denne genindspiling er, at der smøres for tykt på, når det kommer til handlingen. Faktisk burde publikum bare se frem til et nostalgisk tilbageblik om en heltehund, som skal krydse en lang afstand for at finde tilbage til sin familie.

Simpelt, enkelt og forståeligt.

Men Hanno Olderdissen har valgt at gøre de tobenede figurer, menneskene, alt for optagede af andre ting, mens vi venter på, at Lassie kæmper sig tilbage.

Skolemobning, konkurs, graviditet og at miste et hjem. Alle disse problemstillinger skal der holdes styr på.

Det bliver for meget af et miskmask.

Samtidig har filmen ordene ”en eventyrlig rejse” i sin tyske originaltitel, men den del donerer filmen overraskende lidt opmærksomhed til.

Lassies rejse, som burde være hovedhandlingen, springes der let og elegant over, og tit har man ingen rigtig idé om, hvor langt Lassie er kommet eller hvor langt, der er tilbage.

Det føles som et nødvendig onde at skulle se Lassies rejse hjem, når instruktøren fokuserer på menneskene i stedet for hunden. En stor fejl, da manuskriptet, skrevet af Jane Ainscough, er så simpelt og barnligt oversat, at man ser frem til de dialogløse stunder med Lassie på lærredet.

Der er dog enkle formildende omstændigheder. Lassie spilles af en rigtig, levende hund. Der er ingen computerhund her. Og det mærkes i filmen.

Dens bølgende pels og bløde, opmærksomme øjne springer frem, og man forstår pludselig igen, hvordan en fiktiv hund har formået at cementere sin plads som en elsket figur.

Historien om Lassie er udkommet både på film, bøger og tv-serier, og Lassie er én ud af kun tre dyr, som har sin egen stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Lassie er et lysende eksempel på godheden i denne verden, og derfor er historien om hunden udødelig.

Desværre falder denne film ind i rækken af moderne genindspilninger, som ikke er til megen anden gavn end, at man får lyst til at se de originale film eller versionen fra 2005.