The Last Days of Ptolemy Grey

Hvis man ser The Last Days of Ptolemy Grey med specifikke genreforventninger, bliver man nok frustreret.

Sort-jødiske Walter Mosley er en af sin generations store amerikanske krimiforfattere. Men i serien, der er baseret på hans egen roman fra 2010, er han mere interesseret i sin hovedperson end i at være tro mod nogen genre.

Først og fremmest er serien en lejlighed til at se Samuel L. Jackson fylde det hele i næsten seks timer.

Jackson har altid spillet med store armbevægelser. Han har karisma og volumen i spandevis, men han har også en tendens til at overskygge sine medspillere.

Han er en karakterskuespiller, der fører sig frem som en filmstjerne.

Som Ptolemy Grey er han i centrum i hver eneste scene. Det er en af de mest kødfulde roller, skuespilleren har haft, og det er tydeligt, at han nyder pladsen.

Ptolemy Grey er en sort mand i 90’erne, som lider af fremskreden demens. Hans lejlighed er fyldt med skidt og møg og minder fra et langt liv. Toilettet er stoppet, håret er uvasket, og hjernen fungerer ikke rigtigt mere.

Den eneste, der tager sig af ham, er hans nevø, som kommer med faste mellemrum og hjælper. Hans familie har mere eller mindre glemt ham.

Oplevelsen af demens er svær at skildre på film. Her vises det som et tåget virvar af nutid og fortid. Ptolemy glider ind og ud af virkelighed og erindringer, og ofte ser han personer fra sin fortid, som for længst er døde.

Han reagerer på den fysiske verden med forvirring og vrede.

Der er mange handlingstråde i serien. Ptolemy får kontakt til en læge, som vil bruge ham i et eksperiment med en medicin, der kortvarigt kan få hans demens til at gå væk. Bagsiden er, at han med sikkerhed vil synke tilbage i sin demens efterfølgende.

Da hans nevø bliver dræbt, vil Ptolemy udnytte, at han for en tid er fri for sin demens. Han vil opklare mordet. Samtidig sætter hans familie teenagepigen Robyn til at passe ham, og det udvikler sig til et varmt og rørende venskab.

Der er flashbacks til Ptolemys barndom, som var præget af brutal racisme, og til hans livs store og stormfulde kærlighed, der endte tragisk.

Der er såmænd også et sideplot om en gemt guldskat, og det er alt for meget. Serien skifter uelegant fra hårdkogt kriminalfilm til medicinsk sci-fi. Det er lidt af en rodebutik af idéer, og meget mere end de seks afsnit kan bære.

Til gengæld har serien to virkelig levende hovedpersoner. Samuel L. Jackson er i topform som manden, der er ved at tage afsked med livet. Han får masser af rum til at give figuren nuancer, og det er en fornøjelse.

Dominique Fishback er god som den småsure teenagepige Robyn, der bliver voksen i mødet med Ptolemy. Man forstår hvorfor de to outsidere tiltrækkes af hinanden, og deres forhold er oprigtigt rørende.

Som i mange af tidens film og serier om at være sort i USA, spiller identitet og racisme en stor rolle. Der er masser af sort lidelse og erindring i serien. Og det føles ægte. Walter Mosley skriver om noget, han kender til.

Til gengæld er det et vildspor at caste Walton Goggins som lægen, der bruger Ptolemy som villig forsøgskanin. Goggins er excentrisk og spiller næsten altid anløbne eller kriminelle figurer.

Derfor sidder man bare og venter på, at han viser sig som en gal videnskabsmand, Han har sågar en kølig kvindelig assistent med tysk accent. Men han er faktisk bare en venlig og ambitiøs læge, som ønsker at hjælpe.

Ærlig talt, det er ikke en rolle, man hyrer Walton Goggins til!

The Last Days of Ptolemy Grey er et fascinerende møde mellem en af amerikansk genrelitteraturs giganter og en af amerikansk films mest markante sorte karakterskuespillere. Det er en charmerende serie, som dog aldrig helt vokser til at føles uomgængelig.