Den sidste duel i Frankrig blev udkæmpet i juledagene år 1386.
Ridderen Jean de Carrouges anklagede Jacques LeGris for at have voldtaget hans kone Marguerite. Frem for at forlade sig på kongens dommere krævede han at lade Gud holde hånden over den sandfærdige i en kamp til døden.
Åbningsscenen i Ridley Scotts episke storfilm smider publikum midt ind på kamppladsen.
Matt Damon spiller Jean de Carrouges, et firskårent muskelbundt med afklippet skæg, svenskerhår og ansigtet furet af store ar. Han tørner sammen med ranke Adam Driver i rollen som LeGris, mens tusindvis af tilskuere hujer begejstret.
Det er en hektisk og brutal scene på niveau med, hvad Ridley Scott præsterede i Gladiator og korstogsfilmen Kingdom of Heaven.
Der er en verden til forskel fra de distingverede tvekampe mellem gentlemen i instruktørens debutfilm The Duellists fra 1977. Den tilmudrede middelalder er fuld af afstumpet vold og ophøjet selvforståelse, og scenen fungerer som en dramatisk appetitvækker, før historien fører os seks år tilbage i tiden.
Ad tre omgange får vi baggrunden for duellen. De tre perspektiver afspejler også historiens skiftende syn på begivenhederne.
Jean de Carrouges’ udlægning er ridderromantisk. Han ser sig selv som en martret, men stolt ridder. Pesten har efterladt ham uden kone og – hvad vigtigere er – arving. Da han nedlader sig til at gifte sig med en forræders datter, nægter hans svigerfar at give ham det land, han er lovet i medgift.
I stedet lykkes det Jacques LeGris, Jeans gamle ven, der har indsmigret sig som hofsnog ved den lokale greves hof, at gøre krav på det. Da Jacques tilmed voldtager Jeans kone, ser han sig nødsaget til at kræve oprejsning i form af en duel.
Jacques ser derimod sig selv som en kultiveret casanova, der nedlægger kvinder på stribe sammen med Ben Afflecks libertiner grev Pierre d’Alençon. Marguerite lagde i hans øjne selv op til affæren, også selv om hun ”lavede de obligatoriske protester – hun er jo en adelsdame”.
Voldtægten er filmens knudepunkt.
Trods den Rashomon-agtige fortællestruktur, hvor både Jean og Jacques fordrejer sandheden til deres fordel, er virkeligheden aldrig til forhandling. Man kan ikke tale om samtykke, hvis kvinden trygler om nåde.
Da manuskriptets fortællestafet når til Marguerite, skifter filmen tone til et mere nøgternt, nutidigt syn på fortiden. Den sande udlægning, som det understreges.
Det viser en verden, hvor voldtægt ikke regnes for en forbrydelse mod en kvinde, men for et tyveri fra hendes mandlige værge.
Jodie Comer, der brød igennem som overlegen psykopat i Killing Eve, giver en indædt præstation som forstandig adelskvinde, der navigerer i et lunefuldt farvand mellem brovtende, selvsmagende krænkere.
De første to dele af The Last Duel er skrevet af Matt Damon og Ben Affleck i deres første skrivesamarbejde siden Good Will Hunting. De forstår sig på mænds påståelighed og selvbedrag.
Men Marguerites historie er skrevet af Nicole Holofcener, forfatteren bag stille dramaer som Enough Said og Can You Ever Forgive Me?
Sidste akt er en feministisk dekonstruktion af riddergenren, og først her rammer filmen et naturligt toneleje.
Da vi når tilbage til duellen, er det med en radikalt anderledes forståelse af, hvad der er på spil. Det er en fascinerende opbygning, men også et lidt simpelt facit efter to og en halv times historisk hofdrama.
Til gengæld savner man intet i indlevelse. 83-årige Ridley Scott har alle dage været en formfuldendt filmsnedker, der ikke lader spektaklet stå i vejen for fortællingen.
Med The Last Duel leverer han en storladen, men også gemen fortidsverden, der føles som et intelligent modsvar til maskuline tematikker, han selv har dyrket gennem en lang karriere.
Kommentarer