Det var på høje tid, at den legendariske amerikanske fotograf Lee Miller (1907-77) fik sin egen biopic. Miller havde et vildt cv: feteret fotomodel, muse for mesterfotografen Man Ray og tæt forbundet med 1930’ernes surrealistiske kunstnere og siden en af fotojournalistikkens pionerer.
Kort sagt, en af det tyvende århundredes store kvinder.
Tidligere i år var Lee Miller inspiration for Kirsten Dunsts karakter i Alex Garlands dystopiske sci-fi-film Civil War. Og med Kate Winslet i titelrollen koncentrerer Lee sig netop om hendes periode som krigsfotograf under Anden Verdenskrig.
Filmen starter i årene op til krigen.
Lee Miller har lagt modelkarrieren på hylden og lever et sorgløst liv i en kunstnerkoloni i Frankrig. Enkelte har bemærket, at der sker ubehagelige ting i Tyskland, men det er ikke nok til at stoppe deres evige sommer. Den frisindede Lee er glad for alkohol og mænd, og da den britiske kunsthandler Roland Penrose dukker op, bliver det til en stormende forelskelse.
Men krigen bryder ud, nazisterne invaderer Europa, vennerne spredes for alle vinde, og Lee ender i London sammen med Penrose. Her får hun job som fotograf på magasinet Vogue og begynder snart at skabe sin helt egen stil: helt tæt på virkeligheden, men samtidig med surrealistens sans for billedets koreografi.
Hun følger med den amerikanske hær i kølvandet på D-dag. Senere tager hun sit vel nok mest berømte foto, der viser en nøgen Lee Miller i Adolf Hitlers badekar i München på selvsamme dag, hvor Hitler begik selvmord i sin bunker i Berlin!
Miller fremstilles som en utæmmet og egenrådig kvinde med store ambitioner og råt kunstnerisk talent. Til gengæld er filmen forbløffende pæn og konventionel.
Instruktøren Ellen Kuras er en rutineret dokumentarist og har som filmfotograf arbejdet for blandt andre den franske surrealist Michel Gondry. Derfor er det ganske overraskende, hvor meget hun holder sig til en sikker mainstreamstil i Lee.
Man kan godt forstå, at den har fundet vej til Biografklub Danmarks velfriserede program.
Historien er indrammet af det mest konventionelle biopic-greb overhovedet, nemlig interviewet med den aldrende hovedperson, der ser tilbage på sin fortid. Lee er en episodisk og gammeldags film, der gør Lee Miller mindre interessant, end hun formentlig var.
Til gengæld er Kate Winslet – der også har produceret filmen – født til at spille rollen. Ofte kan man beskylde biopics for at glamourisere deres hovedperson for meget. Men Kate Winslets modne, lidt kantede skønhed og stjernestatus passer perfekt til Lee Miller, der var glamourøs og smuk, men også helt sin egen.
Filmen er dog også et one-woman show.
I betragtning af rollelistens tyngde virker de øvrige personer sært ubetydelige. Flere af skuespillerne er få scener fra at være endt på gulvet i klipperummet. Det gælder ikke mindst de franske giganter Marion Cotillard og Noémie Merlant, hvis roller nærmest er små cameos.
Hvis man ikke i forvejen ved, at britiske Roland Penrose var en betydelig skikkelse i surrealismen, så hjælper filmen ikke. I Alexander Skarsgårds skikkelse fremstår han som et lækkert stykke mandfolk med lidt latterlige kunstneriske prætentioner.
Tilsvarende kræver det et større kendskab til Lee Millers familieforhold at gennemskue interview-situationen – som dog afsløres til sidst.
Mest modspil får Winslet fra Andrea Riseborough, der åbenlyst har en fest som den meget britiske Vogue-redaktør Audrey Withers.
Lee Millers billeder var unikke og definerende for vores kollektive erindring om Anden Verdenskrig. De var både fotokunst og vigtig dokumentation.
Men filmen om Miller skrumper hendes fascinerende liv mere, end godt er. En vild kunstner og et spændende menneske bliver mast ned i en pæn og nydelig biopic for det brede publikum.
Kommentarer