Mutantsuperhelte har vi set før, men det er begrænset tid, vi har brugt inde i deres hoveder.
Det gør Noah Hawley, manden bag den fremragende serieudgave af Fargo, nu drastisk noget ved.
Hans tv-serie Legion bygger på en tegneserie af samme navn, som omhandler den psykisk ustabile, men måske stærkeste mutant i X-Men-universet, David Haller. Han spilles af Dan Stevens, som nok er mest kendt for sin lidt stive rolle som Matthew Crawley i Downtown Abbey.
Men i Legion er Dan Stevens langt fra stiv i betrækket. Da vi møder ham, er han indlagt på en kolbøttefabrik, fordi han hele sit liv har tumlet med psykiske lidelser som skizofreni og hallucinationer.
Her sidder han sammen med sin ven Lenny Busker (Aubrey Plaza), som også er mentalt forstyrret. Plaza stjæler alle sine scener med et krybdyrsagtigt kropssprog, som konstant balancerer mellem sexet og skræmmende.
David har et godt øje til en tredje patient, Syd Barret (Rachel Keller), og de to forelsker sig hurtigt i hinanden.
Men idyl bliver det aldrig til, da den mystiske specialstyrke Division 3 under et kaotisk tumult på galeanstalten tilfangetager David. De er bange for, at han slet ikke er psykisk syg, men derimod en mutant med verdens vildeste telekinetiske kræfter.
En mutantgruppe redder gudskelov David og forklarer ham, at de skal bruge hans hjælp til at bekæmpe de mennesker, som vil gøre mutanter ondt. Men for at David kan hjælpe dem, må han få styr på sit hoved, som er infiltreret af den faretruende parasit The Shadow King.
Det lyder måske som overfladisk superheltejargon, men faktisk er Legion det stik modsatte. I hovedparten af serien befinder vi os nemlig i Davids tanker.
I dette univers, der kaldes The Astral Plane, er alt muligt, og det understreger Noah Hawley stilistisk ved at bruge et hav af imponerende filmiske værktøjer.
De andre mutanter kan i bedste Inception-stil falde i søvn og træde ind i The Astral Plane, og det er her, at seriens bedste kampe foregår.
Med en vild, men velovervejet klipning er grænsen mellem Davids forestillinger og virkelighed svær at trække, så vi som tilskuer bliver lige så svimle som David.
Nogle gange befinder vi os i store, hvide rum, som da Neo pædagogisk fik forklaret softwaren i The Matrix, og andre gange spiller populærmusik hen over rytmisk sammenklippede billeder, som var det en musikvideo.
Kameraføringen er ligesom i Fargo ofte overraskende. På et tidspunkt er en panisk David fanget i en mørk afkrog af sit eget sind sammen med sit rationelle ”jeg”. I et nærbillede ser vi David til højre for hans andet ”jeg”, som afslappet hænger ned på hovedet til venstre. Baggrunden er sort, og de taler sammen for at finde ud af, hvordan de slipper væk.
De tænker sig ind i et kæmpe undervisningslokale fyldt med sorte tavler for at brainstorme sig frem til en løsning.
Tankerne afbildes underholdende med tegnede animationer på tavlerne, som forklarer forholdet mellem The Shadow King og Davids far. Måske er det løsningen til at slippe af med den uhyggelige parasit?
Historien udspiller sig nonlineært, og mysteriet om Davids fortid opklares løbende ved, at vi kastes frem og tilbage i hans minder på en måde, der minder om Evigt solskin i et pletfrit sind.
I seriens næstsidste afsnit kæmper Davids mutantvenner mod parasitten i lydløse omgivelser og sort-hvid-billeder, og når de taler, kommer der kun tekst frem ligesom i gamle stumfilm.
Det er creepy på en helt ny måde, og således formår serien hele tiden at forundre i sin kreative tilgang til at forklare, hvad der sker i Davids sind.
Hawley har med første sæson af Legion lavet et originalt værk, som kan nydes af superhelte-entusiaster, men også af folk, som er mere til Terrence Malicks æstetiske rejser.
Kommentarer