Lego Ninjago Filmen

En lille dreng træder ind i en fascinerende butik med japanske dimser.

Bag disken står Jackie Chan. Han er godt nok fra Hong Kong, så hvorfor sælger han japanske ting? Og skuespilleren er kung fu-mester og ikke ninja. Men Ninjagos univers handler om seks lego-ninjaer, der trænes af en kung fu-mester, og børn går nok ikke op i den slags regionale detaljer.

Kampsport er kampsport!

Jackie Chan er meget fascineret af drengens skrammede lego-figur Lloyd. Måske skjuler den mere, end man kan se med det blotte øje? Jackie Chan siger til knægten, at han skal prøve at se tingene fra en anden side.

Og vupti åbenbarer fantasien sig, og man træder ind i et animeret univers.

Det giver et nostalgisk sug i maven for alle voksne, der savner barnets magiske evne til at forestille sig. For hvor mange voksne kunne finde ud af at opdigte en superskurk, der er besat af hajer i en sådan grad, at han får lavet en robotdragt, der skyder med hajer, som siger ”nom nom nom” hver gang, de bliver affyret?

Skurken Garmadon truer nærmest dagligt metropolen Ninjago.

Hans søn Lloyd prøver at leve som en normal teenager, men stort set alle i byen hader ham, selv om han ikke har set sin far, siden han var en skaldet, tandløs baby.

Derfor er det ironisk, at Lloyd sammen med fem venner betvinger flotte ninja-robotter, der gang på gang trodser Garmadons angreb mod byen.

Godt nok er det kun vennerne, der ved, at Lloyd gemmer sig bag identeten som Den Grønne Ninja, og at det jo faktisk er hans far, han kæmper imod. Men det bliver åbenlyst for alle, at den ellers så seje grønne drage-ninja har noget i klemme i forhold til Garmadon, da de under et angreb kommer op at kævles, og Lloyd i følelsesmæssig frustration affyrer hele sin drages arsenal.

Ligesom forgængerne, Lego filmen – et klodset eventyr og Lego Batman Filmen, er detaljerigdommen overdådig. Figurerne imponerende realistiske. Man kan se de gule ansigters sammenføjning fra støbeformene, deres hårde hår har skrammer fra voldsom leg, og selvfølgelig har alting serienumre.

Umiddelbart lugter Ninjago meget af tokusatso – den japanske genre, hvor en gruppe har særlige kræfter, som det blandt andet kendes fra historierne om Power Rangers.

Men meget hurtigt bliver det tydeligt, at filmen er frisk på at tage pis på sine rødder. Ninjateenagerne præsenteres overdrevent med understregning af den seje pige i flokken og den følelsesblottede robotdreng – det er jo efterhånden pligt at repræsentere alle typer!

Den første halve time fiser derudaf med sjov og ballade for både store og små, og det hele kulminerer, da Lloyd på grund af sit faderkompleks uforvarende kommer til at udløse miavzilla – en ægte, gråstribet missekat, der i uskyldig leg smadrer byen.

Men derefter går luften desværre ud af den klodsede ballon. Byen skal reddes, og det kommer til at handle om følelser og svigt, da Garmadon og Lloyd ad omveje nærmer sig hinanden. Vi må jo forstå, at de i virkeligheden bare savner henholdsvis en far og en søn.

Hvorfor skal der partout være en pædagogisk morale i børnefilm? Nogle gange vil man bare gerne rives med af fantasien.

Det er nok mest for de voksne, at der sådan bliver gjort grin med kung fu, zen og pilates. Og da robotdrengen Zane fortæller, at han har skændtes med sin mor og begynder at imitere hende, lyder det som et gammeldags internetmodem. Er der mon nogen børn, der kender den lyd, der var ikonisk i slutningen af 90’erne?

Ninjago-universet er Legos ninja-legetøj, og der findes allerede et tv-program om de seks unger. Serien har eksisteren siden 2011, så det er et meget ungt univers. Vil seriens fans tage vel imod det til tider ret voksne indhold?