I en alder af 71 år er Meryl Streep så populær som nogensinde.
Hollywood-legenden er i december aktuel i to streaming-film, der skal forsøde livet for folk midt i juletravlheden.
På Netflix kommer den 11. december musicalen Prom, hvor hun spiller en feteret Broadway-stjerne, der forsøger at redde karrieren efter en fiasko. Og fra 10. december hygger veteranen sig i Steven Soderberghs Let Them All Talk, der kan ses på HBO Nordic.
Meryl Streep spiller den succesfulde forfatter Alice Hughes. Hendes bogagent Karen (Gemma Chan) forsøger at overtale Alice til at skrive en ny bog – helst en opfølger til en af hendes ældre og allermest kendte.
Alice er dog mest optaget af, at hun er blevet tildelt en prestigefuld pris i England, men ikke kan komme dertil og modtage den. Hvorfor giver hun ikke nogen forklaring på, men den snarrådige agent foreslår, at forfatteren sejler over Atlanten.
”Må jeg tage gæster med?” spørger Alice med et glimt i øjet, som gør det klart, at hun har fået en idé.
Rejsekammeraterne er to gamle veninder, advokaten Susan (Dianne Wiest) og den opportunistiske lingerisælger Roberta (Candice Bergen) samt nevøen Tyler (Lucas Hedges), der er med som en slags oppasser for de ældre damer.
Og så går det ellers stille og roligt over havet fra New York til den engelske kystby Southampton på luksuslineren Queen Mary 2.
Karakteristisk for altid eksperimenterende Soderbergh har han faktisk taget skuespillerne og resten af det spartanske filmhold – han agerer selv fotograf og klipper – med ombord på krydstogtskibet og filmet, mens skibet er sejlet fra USA til England.
Siden han i 1989 som 26-årig blev den yngste solovinder af Guldpalmen i Cannes med debutfilmen Sex, løgn og video, har han på forskellige måder eksperimenteret med filmmediet.
I tidlige film som Kafka og King of the Hill lærte han at få det maksimale ud af omgivelserne på et lille budget. Og da økonomien ikke længere var et problem, fandt han på nye måder at udfordre sig selv.
Unsane blev filmet på en iPhone 7 og High Flying Bird på iPhone 8.
Det kreative benspænd består i Let Them All Talk i, at al dialog er improviseret. Det kan lyde som en formsag for skuespillere, men det er ikke ligefrem den gængse metode at lave film på i Hollywood.
Som tre musketerer helt på bølgelængde har Meryl Streep, Dianne Wiest og Candice Bergen dog det nødvendige talent til at få forehavendet til at lykkes.
Især Candice Bergen virker til at have haft en herlig tid med sin rapkæftede Roberta, der egentlig bare gerne vil have penge nok til at få et bedre liv.
Så er det jo heldigt, at man er på et krydstogtskib, hvor der er godt med rige mænd ombord!
Den legesyge og luksuriøse atmosfære styrkes af en legefyld underlægningsmusik af Thomas Newman, som skaber fornemmelsen af, at der er et eller andet mystisk på færde. Og der er da også en fremmed mand, som frekventerer Alices kahyt med jævne mellemrum, og som hun snakker med på sin daglige svømmetur.
Lucas Hedges (Manchester by the Sea) leverer endnu et glimrende portræt af en ung mand, der ikke helt har styr på, hvad han skal bruge livet på. Tyler og agenten Karen, der har sneget sig med ombord for at holde øje med sin forfatters fremskridt, har flere sjove og tankevækkende snakke om livet.
Problemet med improvisationen er, at der i nogle scener går lige lovlig lang tid, før skuespillerne finder tråden i samtalen. Og så sker der ikke voldsomt meget andet end en masse eksistentialistiske samtaler om livet.
Og det tema har Soderbergh flittigt haft under lup igennem karrieren på mere opsigtsvækkende måder. Stemningen er dog i top, og de charmerende personer er i stand til at fastholde interessen på hele sejlturen.
Kommentarer