Let's Be Cops

Vi drømmer vel alle sammen engang imellem om at være en anden end den, vi er. Om at være den, der kan score alle pigerne (eller drengene). Om at have et federe arbejde. Om at være sådan én, andre respekterer og ser op til.

Sådan har Ryan (Jake Johnson) og Justin (Damon Wayans Jr.) det. Som 30-årige er de overhovedet ikke blevet til de mennesker, de drømte om at blive.

I college var Ryan en talentfuld quarterback. Nu er han en has-been, der lever af indtægterne fra en reklame for creme mod genital herpes og er selvbestaltet træner for en flok unge football-spillere, der synes, han er et fjols.

Justin arbejder som spiludvikler i et softwarefirma, men ingen tager ham seriøst eller lytter til hans idéer. Den lokale café-servitrice, som han er forelsket i, ænser ham ikke. Og så bor han sammen med Ryan.

Der skal ske noget i deres liv, og inden længe snubler de over løsningen. Til en udklædningsfest møder de op i politikostumer, og det går op for dem, at uniformerne virker som magneter på de unge, lækre piger. Pludselig bliver de to nobodies mødt af beundring, hvor end de kommer, og de kan gøre, præcis hvad de har lyst til.

At være politibetjent er fantastisk, og den afslappede Ryan overbeviser den forsigtige Justin om, at de skal blive i rollerne og udleve drømmen som vaskeægte falske politibetjente.

Idéen er som sådan ikke dårlig. Mange vellykkede komedier har haft betydeligt tyndere og dummere præmisser end Let’s Be Cops.

Men Let’s Be Cops er ikke nogen vellykket komedie. Ikke kun fordi komikken, der primært består af spark i skridtet og varianter af skridt-baserede jokes, er vandet, plat og den komiske timing hos særligt Damon Wayans Jr. er helt ved siden af.

Hovedproblemet er, at filmen ikke tror på sig selv som komedie.

Undervejs forsøger den at retfærdiggøre sine hovedrollers valg ved at gøre dem til helte i et bizart drama, der involverer politikorruption og slaviske våbenhandlere. Men i forsøget på at skabe drama og ”mening” i Let’s Be Cops taber instruktør og manuskriptforfatter Luke Greenfield (The Animal, The Girl Next Door) sit projekt på jorden.

Filmen igennem gakker Jake Johnson (som har vist sit komiske talent i serien New Girl) på behørig vis ud som potrygende, attrap-pistolsvingende panser og kæmper bravt for at skabe morskab. Men Damon Wayans Jr. (der også spiller med i New Girl) formår igen og igen at spolere scenerne, når de er ved at udvikle sig i en morsom retning.

Hver eneste gang de to venner skal til at kaste sig ud i en ny udfordring, får Justin kolde fødder og forsøger at overbevise Ryan om, at de skal stoppe med at lege politibetjente. I stedet vil han gå til det rigtige politi, indrømme deres identitetstyveri og overlade opklaringen af våbenhandel-sagen til nogen, der faktisk ved, hvad de laver.

”Hold op med at være sådan en tøsedreng!”, lyder Ryans svar igen og igen. Og hvor ville man ønske, at Justin tog imod rådet.

Ser man objektivt på det, har han selvfølgelig ret. Ja, det er dumt – og temmelig ulovligt – at lege lovens lange arm, når man har fået sin politiuddannelse på YouTube og har købt sin patruljebil på eBay.

Men skal komediens præmis fungere, kræver det som minimum, at hovedpersonerne selv tror på (løgne)historien.

Det gør Justin ikke, og hans evindelige forsøg på at rationalisere og gøre opmærksom på, at ”det er ikke sjovt, det er alvor” ødelægger illusionen. I sidste ende føles det hele hverken særligt sjovt eller alvorligt.

Havde galskaben og morskaben fået lov til at løbe løbsk, som den gør i for eksempel Tømmermænd i Vegas og Superbad, ville Let’s Be Cops muligvis have været en munter oplevelse.