Biografanmeldelse
25. juni 2014 | 14:02

Lev stærkt

Foto | Christian Geisnæs
Jakob Oftebro, Cyron Melville og Danica Durcic spiller kernen i en hård gruppe unge, som kører ræs efter mørkets frembrud i Lev stærkt.

Christian E. Christiansens opfølger til Råzone er en stilsikker ungdomsfilm om dødsensfarlig gaderæs med druk, stoffer, hård slang og hvinende bildæk.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Det var lidt af en overraskelse, da Christian E. Christiansen spillefilmdebuterede med ungdomsfilmen Råzone tilbage i 2006.

Den fortalte en actionfyldt historie om jalousi, vold og gruppedynamik i en pigebande og var fuld af musik i tidens toneklang.

Her var en ungdomsfilm, som måske nok var lidt overfladisk, men meget autentisk i sin håndholdte billedstil og sin rå, slang-prægede dialog, der indeholdt ordene ”so”, ”møgfisse” og ”luder” flere gange end nogen anden dansk film.

Råzone havde ingen sentimentale træk og må nærmest betegnes som illusionsløs i sin skildring af ungdommen. Og så var en nydansker for resten en del af castet på herresiden uden at hans hudfarve eller etnicitet betød noget i handlingen, hvilket også var decideret bemærkelsesværdigt.

I Christian E. Christiansens nye film, Lev stærkt, er det en drengegruppe, vi følger. Og Cyron Melvilles rolle fra Råzone, Nikolaj, er opgraderet til hovedperson.

Han er vild med biler og kører ulovligt gaderæs med sine kåde og festglade venner. Men en aften går det helt galt, og med ét bliver legen til dødelig alvor.

Nikolajs ven Martin ryger i varetægtsfængsel, sigtet for uagtsomt manddrab, mens Nikolaj går fri. Han har dårlig samvittighed, men forelsker sig alligevel i den pige, som Martin er vild med.

Og så har vi balladen og konflikterne mellem loyalitet og løgn, kærlighed og venskab, fornuft og følelser.

Indholdsmæssigt ligger Lev stærkt ret tæt op ad Råzone, selvom karaktererne ikke er teenagere, men i 20’erne. Det er stadigvæk det rå sprog og den skødesløse omgang med alkohol og stoffer, som præger det sociale samspil i ungdomsgruppen.

Men her presser voksenlivet sig på, og der skal træffes vigtige beslutninger og tages ansvar.

Filmen byder på heftig colorgrading med gylden sepia og stærke klatter af grønne og orange farver, vilde biljagter, hæsblæsende action og et simpelt plot som omdrejningspunkt for dramaet.

Soundtracket består ud over en imponerende mængde hvinende bildæk og brølende motorlyde i høj grad af hårdtslående hiphop med halvbøvede danske tekster som: ”Kæmper som børnesoldater fra Sierra Leone / fast i troen på at ændre situationen”.

Skildringen af de dybere psykologiske lag i karaktererne er nedtonet til fordel for den overfladiske action, som dog er ganske kompetent udført.

Siden Råzone har den producer-uddannede Christian E. Christiansen blandt andet instrueret den nedtonede og indfølte ungdomsfilm Dig og mig. Han har også været en tur i Hollywood og lavet teen-gyseren The Roommate, der som den første film instrueret af en dansker gik ind på den amerikanske biografhitlistes førsteplads.

At han kan sit håndværk, er åbenlyst.

Der trædes ikke mange skridt forkert i afviklingen af historien i Lev stærkt. Men det hele forbliver på relativt ufarlig grund og på et overfladisk niveau, hvor man selv må lægge godt med betydning ind i scenerne, hvis man vil have et dybere budskab med hjem fra biografen.

Filmens cast er der ikke en finger at sætte på. Cyron Melville har et virkelig godt filmfjæs, som både kan udstråle desperation, sårbarhed og vildskab, og Jakob Oftebro og Joakim Ingversen fylder deres biroller godt ud som Nikolajs adrenalinhungrende venner.

Historiens love interest fremstilles også med tilpas sødme og karakterfasthed af stjerneskuddet Danica Curcic.

Lev stærkt er en actionpumpet, stilsikker ungdomsfilm, som formentlig vil ramme et bredt yngre publikum, der ikke orker optræk til pædagogiserende socialrealisme eller kunstnerisk fifleri.

Trailer: Lev stærkt

Kommentarer

Titel:
Lev stærkt

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Christian E. Christiansen

Manuskript:
Christian E. Christiansen, Morten Dragsted

Medvirkende:
Cyron Melville, Jakob Oftebro, Danica Curcic, Joakim Ingversen, Caspar Jexlev Fomsgaard

Spilletid:
86 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
26. juni 2014

© Filmmagasinet Ekko