I en solbeskinnet lufthavn i Tanzania samles familien Knudsen igen i første afsnit af DR’s store, internationale tv-serie Liberty. Det er farmand Niels, ansat i Danida og manden med den gode vilje, moren Kirsten, sygeplejersken med det gode hjerte, teenagesønnen Christian med sit rastløse sind og den spæde lillesøster.
Så kører alle fire af sted for at mødes med andre skandinaver til noget, som ligner dansk julefrokost med øl, snaps og sauna.
Man har det godt som hvid mand og kvinde i Afrika, hvor herre og tjener ligesom i kolonitidens Karen Blixen-land stadig kan tiltale hinanden som ”bwana” og ”boy”.
Rent seksuelt er der gang i den mellem de hvide og de sorte. Man boller både i solens middagshede og i den svale aftentid, men nogle trives bedre end andre på grund af de økonomiske omstændigheder og det medbragte syn på dette mishandlede kontinent.
Straks sættes brikkerne op på brættet for seriens civilisationskritiske hovedkonflikt: enfoldighedens idealisme over for kold og kynisk kapitalisme.
Danske Niels vil gerne hjælpe bønderne med andelstanke og ulandsbistand, mens svenske Jonas malker sit hjemland for penge til sin tømmerplads med nedslidte maskiner og gustne hensigter.
Synkront med dette plot har Christian (en lidt anonym Anton Hjejle) sin egen udviklingshistorie. Han går meget hurtigt i gang med sin egen sag sammen med den sorte Marcus, der sælger kopibånd og lokal hash – og hader de hvide.
Christian møder også interne klasseskel mellem de indfødte på golfbanen, men en lokal, hvid femme fatale i pigestørrelse lokker på stedets dansebule, der har samme navn som serien. Dertil kommer dæmoniserede afrikanere med hvid sminke, som dukker truende op i natten.
Meget skal nås på en lille times tid.
Svenske Mikael Marcimain – mest kendt for filmen Gentlemen – har leveret en overmåde stresset og neurotisk iscenesættelse. Intet får lov til at udvikle sig stille og roligt. Alle hændelser bliver hektisk klasket ud på skærmen, mens temaet om, at hvid og sort kun problemfrit kan mødes på et skakbræt, trommes taktfast.
Det er lækkert og smækkert sat op, som vanen er i nordisk tv-dramatik. Men afsnittet mangler markant historisk stedsans og lokalkolorit. Man savner et større perspektiv ud over europæisk bondeanger, racisme og dekadence et sted inde i junglen. Hvornår foregår Liberty egentlig? Er dens politiske problemstillinger aktuelle?
Jeg har ikke læst Jacob Ejersbos roman Liberty, som er skrevet på egen ungdom i Afrika i de aids-plagede 1980’ere.
I det hele taget synes det dumdristigt at filmatisere det konkluderende sidste bind i Ejersbos Afrika-trilogi på 1300 sider! Christians flakkende ustadighed og livstrætte skolepjæk forklares aldrig. Ægteskabsscener er mere marineret i gin og tonic end motiveret vedkommende. Korruption tages for givet i et land, som filmen aldrig besværer sig med at give et signalement.
Men det er ganske underholdende som endnu en postkolonial selvangivelse af den hvide mands byrde og fordærv båret af mishandlede indfødte. Samme safari uanset tid og sted, tørke og regntid.
Carsten Bjørnlund spiller gedigent den danske piberygende Niels, en hipster på arbejde i Afrika. Sofie Gråbøl er endnu engang rørende som den milde danske Kirsten, som stikker op for bollemælk kun for at blive røvrendt. Magnus Krepper spiller skurken Jonas, mens Connie Nielsen er licenspengene værd som hans bedragne hustru, der er stærkere end som så.
Det er denne besætning af skuespillere, der gør, at den skandinaviske skude ikke synker længere ned i den grågrønne, grumsede Limpopo-flod. Første afsnit måtte godt have været mere lovende.
facebook
twitter
Kommentarer