Paul Thomas Anderson plejer at lave film, der skurrer.
Tænk på hussadisten Reynolds Woodcock i Den skjulte tråd, komponist Jonny Greenwoods raslende strenge i There Will Be Blood eller den sitrende nervøsitet i Punch-Drunk Love.
Men Licorice Pizza er helt igennem blid og indbydende, en løst fortalt og uforknyt nostalgisk film.
Handlingen udspiller sig i 1973 og foregår – ligesom Boogie Nights og Magnolia – på Paul Thomas Andersons hjemegn, San Fernando-dalen i Los Angeles. Her bor femtenårige Gary Valentine, nabolagets unge impresario og idémand.
Filmen er båret af hans ukuelige livsbegejstring og hvalpede entusiasme – især for den unge kvinde Alana, som han møder, da hun assisterer skolefotografen.
Paul Thomas Anderson vil ikke blot fortælle om livets første, omtumlede hovedspring ud i kærligheden. Licorice Pizza er nøje designet til, at publikum skal føle det på egen krop.
Når Gary og Alana kaster et genert blik på hinanden, får man sommerfugle i maven. Når de løber sammen, spæner kameraet med dem, så man ville tabe pusten, hvis man faktisk var der. Filmen skal ikke ses udefra, farvet af en nutidig forståelse, men gennem Gary og Alanas kejtede, sprudlende øjne.
Hun er 25. En retningsløs ung kvinde, følelsesmæssigt låst i årene efter high school, hvor hendes liv tabte tråden.
Gary falder for hende med det samme.
Kameraet fanger ømt, hvordan han kun lader skuldrene synke, når han tror, hun ikke ser ham. Alana affejer ham i begyndelsen, men bliver alligevel fanget ind af måden, han helt uforskammet tilbeder hende – og at han med sit gåpåmod helt naturligt udvider andres horisonter.
Licorice Pizza er åndeligt beslægtet med American Graffiti, der også emmer af teenageårenes kaos af liderlighed og barnlig livsglæde. Filmen har navn efter en kæde af pladeforretninger i Californien, der står for en helt særlig vibe: frihed og grænseløst potentiale, nylonmode og rockmusik.
Det sidste er centralt.
Jonny Greenwoods underlægningsmusik træder i baggrunden, mens The Doors’ Peace Frog og Let Me Roll It af Paul McCartney & Wings perfekt medfortæller den springende historie, hvor publikum følger Garys skiftende ambitioner.
Vi møder ham som skuespiller med et bijob hos det pr-bureau, hvor hans mor arbejder. Senere begynder han at sælge vandsenge, inden han sent i filmen åbner en pinball-bar. Gary får presset meget ind i, hvad der føles som en endeløs sommer.
Licorice Pizza er en blændende lækker film. Nærbillederne gnistrer af rastløst, hormonombrust nærvær, og filmens tidsbillede er skabt med samme detaljerigdom som 50’ernes London i Den skjulte tråd.
Til tider tangerer handlingens brusende energi det udmattende. Men man føres tilbage, da politiet forveksler Gary med en mordeftersøgt. Og da hovedpersonernes slæng møder den monstrøse, autentiske producer Jon Stevens.
Han spilles af en utæmmelig Bradley Cooper. Senere dukker Sean Penn og Tom Waits op til et løssluppent optrin på den lokale bar. Licorice Pizza er Paul Thomas Andersons morsomste film til dato.
Det er også en af hans mest rørende, selv om Alana virker mindre ægte end Gary, der er baseret på en af instruktørens venner.
Begge spilles af debutanter.
Cooper Hoffman er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman, der medvirker i mange af Paul Thomas Andersons film, og Cooper har en naturlig karisma som magnetiske Gary. Musikeren Alana Haim fra bandet Haim er ekstraordinær som sin navnesøster: rå og sårbar, vidende og rådløs. Filmens drama udspiller sig i hendes ansigt.
En scene sent i filmen er en opvisning i skuespilkunst. På en restaurant dvæler kameraet ved hendes ansigt, mens to personer skændes foran hende, og hun veksler mellem skuffelse og forvirring, blufærdighed og medfølelse. Famlende efter et holdepunkt.
Det er sådan ét, Gary tilbyder hende. Det er svært at bebrejde hende, at hun griber fat.
Kommentarer