Far og søn røver en juvelbutik, hvor meget går galt. Samtidig er en flok mennesker med handicap ved at gå ombord i en bus for at tage på den årlige sommerferie.
Politiet er på vej, og vores to forbrydere skjuler sig ved at hoppe på bussen og spille en patient og dennes uundværlige plejer. Det går an, fordi selskabet venter på endnu en person, men han kommer ikke til tiden og ender på en festlig partybus til Spanien.
De såkaldt normale forbrydere kommer således ud at køre med de skøre, tror man. Men det bliver hurtigt nuanceret. For den ene af de to kvindelige forstandere synes ikke selv at være helt normal.
Og hvad er egentligt normalt? Mens forbryderne vikler sig mere og mere ind i en labyrint af løgne og forstillelse, facetterer filmen et humanistisk menneskesyn.
Den franske komedie Lidt udover det sædvanlige begynder som en politisk ukorrekt farce, men ender som en ægte feelgood-film med juleaften som punktum.
De, der fordomsfuldt og antiintellektuelt mener, at livet er for kort til franske film, glemmer, at også Frankrig laver folkekomedier. Ganske vist mindre platte og lune end vor egne, men til gengæld mere poetiske og sågar surrealistiske samt med en ambition om at være noget mere end bare harmløst underholdende.
Det gælder i den grad Lidt udover det sædvanlige, som udfordrer forestillingen om de mennesker, man engang hensynsløst og groft har kaldt ”evnesvage” eller ”alternativt begavede”.
I filmen oplever vi dem på sommerkoloni i det smukke Auvergne som langt mere åndfulde end deres kriminelle snyltere. Og selvfølgelig er det mødet med disse folk, som gør tyveknægtene til helstøbte mennesker.
Engang var der noget, som grimt hed ”handicaphumor” eller mere kultiveret ”homerisk humor”, hvor den gamle græker aldrig tøvede med at gøre grin med dem, der adskilte sig fysisk eller udseendemæssigt.
Kan man gøre det i en tid med woke fra væg til væg?
Lidt udover det sædvanlige vover pelsen, og det passer faktisk fermt i filmens tematiske garderobe. Filmen viser mennesker med handicap i al deres usædvanlighed og artikulerer samtidig deres væren i verden med en egen værdighed, selvforståelse og verdensopfattelse.
Instruktør Artus – alias Victor Artus Solaro – spiller selv strålende en af hovedrollerne som den forbryderiske søn, som selvfølgelig smelter over for både miljøet og den sympatiske kvindelige forstander. Hun spilles smittende af algerisk-franske Alice Belaïdi, som med denne film får sit absolutte gennembrud.
Forstanderen sekunderes af den kvindelige standupper, Celine Groussard, som hendes lettere gakkede kollega. Clovis Cornillac spiller gangsterfaren, der er cool som en frossen croissant, men god nok på bunden af kummefryseren.
Théophile Leroy er forrygende som den fodboldglade Ronaldo-fan Baptiste, hvis begejstring er smittende. Ludovic Boul spiller Ludovic, der taler politiske floskler, mens Marie Colin er Marie, der hele tiden får noget i hovedet.
”Jeg ville ikke lave en film, hvor man kun af og til ser personer med handicap dukke op for at minde om, at de er der. For mig er de i centrum, og filmen er ensemble-baseret. Der er derfor ikke én eneste scene uden dem,” har instruktøren udtalt.
Filmen indbefatter da også en vis kritik af, at personer med nedsat funktionsevne lukkes inde på en institution i stedet for at være en integreret og naturlig del af vort samfund – respekteret som medlemmer af den store familie, der hedder menneskeheden.
Handlingen træder lidt vande ude i det franske sommerland med gentagelser omkring rutiner og rædsom mad. Det hele reddes dog i land via et skær af socialrealisme, selv om filmen tager sig den frihed at ende som et hæmningsløst og noget sentimentalt juleeventyr.
Lidt udover det sædvanlige har været en enorm succes i Frankrig. Faktisk er det blevet den bedst sælgende franske film i hjemlandet i mange år. Kan over ti millioner franskmænd tage fejl? Ikke rigtigt, vel?
Kommentarer