Mågeskrig, tågehorn og prutter. Eksistentiel forvirring og galopperende galskab.
Det allermest prosaiske blandes med det mest abstrakte i den klaustrofobisk hemmelighedsfulde The Lighthouse.
Filmen leger kispus med vores forventninger og borer sig ind under hjernebarken, helt som ventet af Robert Eggers, manden bag den roste gyser The Witch. Også denne gang er han god for en mareridtsfortælling, der er lige så forrygende, som den er original og hjernevridende.
Robert Pattinson er for længst vokset fra vampyrtænderne med bidske roller i film som Good Time og Maps to the Stars.
Som en ung mand, der ankommer til en lille ø ud for den amerikanske østkyst i slutningen af 1800-tallet, er han med skovsnegl på overlæben og mystik i øjnene endnu engang transformeret. Og han spiller bedre end nogensinde før, når han lukker os ind i et ensomt sind, der er ved at falde fra hinanden.
Ephraim Winslow hedder manden, og han skal assistere den ældre fyrpasser Thomas Wake – spillet af Willem Dafoe, hvis store øjne er mere maniske end nogensinde.
Det er hårdt og ikke videre underholdende arbejde, så i deres sporadiske fritid kaster de to mænd sig ud i vanvittige druklege, der bryder forventningen om en klassisk gyser.
Hypnotiske mareridtshallucinationer blandes med øjeblikke af skør komik. Ephraim, der flygter fra noget uforløst på fastlandet, går i hundene. I en brandert får han et drømmesyn om en sensuel havfrue, som lokker ham ud i et vindblæst skur ... hvor han onanerer som en vildmand. Inden da er han blevet pruttet i ansigtet af sin ældre kollega.
Filmen springer sitrende fra gys til grin, som når Ephraim kommer op at slås med en måge. En tvekamp mellem mand og fugl er altid en morsom situation, men man mærker også en naturromantisk dødsmærkning – frit efter den åbenlyse inspirationskilde, Coleridges digt The Rime of the Ancient Mariner, hvor en sømand besegler sin skæbne, da han skyder en albatros.
Hele den absurde herlighed er filmet i det klassiske 4:3-format med sort-hvide billeder, og dialogen er som i The Witch skrevet på et antikveret engelsk, der formentlig vil sætte manges ører på prøve. Samtidig river og flår lydbilledet som et oprørt hav i alle sanser, så man føler sig lige så rundt på gulvet som de isolerede mænd.
The Lighthouse var et af årets store tilløbsstykker på Cannes-festivalen, men må herhjemme indtil videre nøjes med en enkelt visning på Cph Pix Weekend.
Filmen er et visionært mesterstykke af en ungdommeligt eksperimenterende instruktør, og selv om Robert Eggers ikke gør knæfald for sit publikum, har man en stor oplevelse i vente, hvis man følger ham ud på vanviddets overdrev.
Med sine excentriske påfund danser Robert Eggers konstant på kanten til at fortabe sig i historiens teatralske vingefang og komme for meget i fokus som instruktør. Men hele vejen mod den gotisk groteske afslutning, hvor de sindsforstyrrede brikker falder på plads, får han det til at løbe koldt ned ad ryggen med gys funderet i ægte følelser.
Og så har The Lighthouse – visse stilistiske spidsfindigheder til trods – et glasklart menneskeligt fokus.
Pattinson og Dafoe leverer forrygende modspil som to mænd, der hellere har en pibe end et smil i mundvigen. Når de spørger ind til hinandens fortid, mens vinden hyler som et spøgelse udenfor, falder hver replik som en granat i en skyttegrav.
Det er afsondrede, afpillede mænd, der lod sig drage af det dystre miljø og siden blev så formet af det, at de næppe længere er klar over, hvad medmenneskelighed vil sige.
Det er et kunststykke i sig selv at gøre en historie om sjælelede overmåde underholdende – lige dele mismodig og lattervækkende. The Lighthouse er en feberdrøm til søs, som man ikke vil vågne op fra.
Kommentarer