Lion

Spinkle lille Saroo falder i søvn på en togperron i Kandahar i Indien efter at have overtalt sin storebror til at tage ham med på natarbejde. Broren er tilbage om lidt, siger han og går, men da Saroo vågner igen, er stationen øde. Han forvilder sig ind i et tog, toget tøffer i gang, og sådan føres han langt, langt bort fra sin familie.

Sådan starter Lion, der på plakaten er den autentiske historie om, hvordan den voksne Saroo fandt hjem igen ved at finkæmme Google Earths satellitbilleder.

Men i de første tre kvarter af filmen følger vi bare den forkomne lille dreng med de store, sørgmodige øjne, der hutler sig igennem en farlig tilværelse som ensom gadedreng. Og det er en helt anden historie.

Da toget endelig standser, er han nået til Kolkata, små 1500 kilometer væk fra sin landsby, hvor folk taler et fremmed sprog og forladte, forkomne gadebørn ikke er et særsyn. Gadelivets farer er grumt iscenesat. Den første nat i byen sover han med en gruppe andre børn på gaden, da han pludselig bliver vækket af skrig. En gruppe mænd fanger børnene én efter én, mens de løber panisk rundt for at forsøge at slippe væk.

Organhøst? Sexslaveri? Hvem ved. Saroo gør da slet ikke, og den unge barneskuespiller Sunny Pawar er med sine store øjne og magre fysik castet, så hans hjælpeløse forvirring går lige i hjertet på publikum.

Instruktør Garth Davis iscenesætter armoden med en hårdhændet nøgternhed, og tegner et portræt af et samfund så kuet af fattigdom og apati, at dets indbyggere enten stiltiende accepterer eller ligefrem lukrerer på børneovergreb.

Dén historie er stærk, hård og svær at slippe. Det er da den når sin lykkelige slutning, og Saroo bliver reddet væk fra gaden og bortadopteret til en australsk familie, at Lion bliver mere ordinær.

Et par overgangsklip senere træder den voksne Saroo op fra bølgerne, veltrænet og med et surfbræt under armen.

Han spilles nu af Dev Patel, der har gjort karriere på tynde, nørdede typer siden gennembruddet i Slumdog Millionaire, og han kaster sig over rollen som enhver dygtig, ung skuespiller, der håber på en Oscar- nominering: med stor indlevelse, indestængt gestik og et benhårdt træningsprogram.

Saroo flytter hjemmefra for at læse i storbyen, men rammes pludselig af glimt fra sit fødeland.

Han begynder at sammenligne de slørede satellitbilleder på Google Earth med sine tågede erindringer og bliver stadig mere manisk og splittet mellem sin tidlige, ludfattige barndom og sin privilegerede opvækst.

Han går i hundene, men denne gang virker hans deroute iscenesat og harmløs. Han dropper ud af studiet og forskanser sig i en lækker lejlighed, imens hans kæreste (Rooney Mara i en papirtynd rolle) ser til fra sidelinjen.

”Hvordan tror du det føles,” spørger han hende skingert, ”at vide, at ens familie råber ens navn hver dag uden at få svar?”

Det er i den slags replikker, hvor manuskriptforfatteren sætter alt på ét bræt. Enten snøfter publikum højlydt, eller også himler de med øjnene.

Og i denne anden halvdel af filmen dyrker Luke Davies, der har begået manuskriptet, den letkøbte patos så ivrigt, at det er let at læne sig tilbage med armene over kors.

Det gør Lion til en frustrerende halvbagt fortælling, der næsten kan anbefales på den betingelse, at man forlader biografen, når filmen skifter fra socialrealisme til oppisket tåreperser.

I enkelte scener lykkes det alligevel det – trods alt – talentfulde stjernecast at finde frem til den virkelige smerte bag følelsesrytteriet.

Det er den normalt så glamourøse Nicole Kidman, der virker mest jordnær i rollen som Saroos åbenhjertige adoptivmor, med krøllet orange-permanent og perleøreringe. I en spektakulært behersket scene giver hun sin ulykkelige søn, der selvoptaget værner om sin sorg, en kærlig opsang.