The Little Drummer Girl

John le Carré udgav i 1983 den politiske thriller The Little Drummer Girl.

Plottet var originalt, men vækker mindelser om en af Alfred Hitchcocks bedste film, Notorius fra 1946: En mand forfører en kvinde til at forføre en anden i en større sags tjeneste.

Romanen blev første gang filmatiseret i 1984 med en fejlcastet Diane Keaton i hovedrollen som den venstresnoede skuespiller Charlie, der iscenesættes som en erotisk honningfælde for en palæstinensisk hovedterrorist. Keaton fungerede slet ikke som lokkedue fra både det moderadikale London og den britiske forstadsmiddelklasse.

Det gør til gengæld engelske Florence Pugh i den nye tv-filmatisering af romanen, der foregår i 1979.

Hun er lige netop en ordinær type, excentrisk ingenue, kæk og kvieøjet og mærket af en tidstypisk rodløshed, hun forklæder som selvstændighed, både seksuelt og politisk. Men hun kommer på en udviklingsrejse, der får hende mere i takt med den komplekse virkelighed, hun skal agere over for med sit rollespil.

Ikke kun Shakespeare mente, at verden er en scene, hvor hver især skal spille en bestemt rolle. Det gør også den israelske efterretningstjeneste Mossad, som efter et brutalt bombeattentat mod jøder i fortidens tyske hovedstad Bonn vil gøre alt for at uskadeliggøre den palæstinensiske terrorgruppe, der står bag.

Missionen er, ligesom i bogen, både pragmatisk likvidering og et veritabelt hævntogt.

Det dirigeres af den visionære israeler Kurtz, underspillet med toner af jødisk ironi af Michael Shannon. Han sender agenten Becker, en meget sinister Alexander Skarsgård, ind i den teatergruppe, hvor Charlie er primadonna og grydeklar til at blive scoret af en mystisk, mut machomand. Han er lige dele agent og alfons, når han forbereder Charlie til at indsmigre sig i det palæstinensiske terrornetværk.

Den sydkoreanske instruktør Park Chan-wook, berømt for hævndramaet Oldboy og den psykologiske periodethriller The Handmaiden, har sat dobbeltspil, spionage og forførelse i scene med en klar fornemmelse for tidsånden – den spøjse blanding af politisk korrekthed og senmoderne promiskuitet, der kom i kølvandet på ’68 og Vietnamkrigens afslutning.

Stilen er flade tableauer med tvetydige personer, pludselig vold og ekspressive pangfarver.

Især valget af Charlies stærkt kulørte kjoler, der dækker over farligt lokkende kurver, fungerer som fiskeblink, der skal tiltrække og indfange den store haj i terrorens mørke vand. Men som vi skrider frem mod realiteterne i hendes dobbeltspil, bliver farverne mere grumsede: råt gråvejr med strejf af solskin.

Producerne er de samme, som stod bag Susanne Biers fremragende John le Carré-serie Natportieren, og ligesom den serie er The Little Drummer Girl fjernt fra James Bonds ramasjang og øretæver, biljagter og pistoldueller.

Action er her lig med et intelligent skakspil, hvor spillets brikker nøje forberedes inden hvert træk. Her kan så menneskelig en faktor som forelskelse blive besværlig, ja, direkte fatal. Kan Charlie overføre sine følelser fra én mand til en anden? Gå i seng med fjenden uden at forråde sig selv?

I sin tid vakte bogen en del feministisk mishag med sin ellers veloplagte fortælling om en kvinde, hvis intime følelsesliv manipuleres af gustne mænd, og i vore #MeToo-tider skal serien nok også vække kritiske røster.

Charlie er en mandeskabt kvindefigur, en performativ, egocentrisk og udadvendt type, der kan formes efter forgodtbefindende. Men også en menneskeligt troværdig skikkelse i sin sårbare søgen efter et højere kald.

På alle måder skal serien varmt anbefales. The Little Drummer Girl er en ualmindeligt spændende sag, som med visse ændringer er tro mod bogens sobre tone i diskussionen af den vedvarende, traurige broderstrid mellem Israel og Palæstina.