I østrigske Jessica Hausner psykologiske thriller-drama Little Joe er monsteret og kilden til uhyggen en – hold nu fast – potteplante. En undseelig, men smuk rød blomst, hvis pollen måske får folk til at opføre sig underligt.
Det er en spøjs, men også original præmis, som Jessica Hausner pakker ind i en lige så visuel original og særegen stil domineret af knivskarpe pastelfarver og tålmodige kamerabevægelser.
Alice (Emily Beecham) er en del af et forskerhold på et laboratorium, der forsøger at udvikle planter med medicinske egenskaber. Ved filmens start har hun sammen med sin kollega Chris (Ben Wishaw) fremdyrket en plante, der muligvis kan gøre sin ejer lykkelig og dermed kurere depressioner.
Den antidepressive lykkeplante får navnet Little Joe efter Alices søn, som hun imod reglerne og i al hemmelighed forærer et eksemplar af planten. Hun er arbejdsnarkoman og har dårlig samvittighed over, at hun tilbringer så lidt tid med sønnen.
Måske kan planten gøre ham glad?
Men efterhånden begynder folk, der har været i nærkontakt med Little Joe-planten at ændre karakter og opføre sig underligt. Først er det en kollegas hund, dernæst Chris og til sidst Joe, hvis opførsel Alice ikke længere kan genkende.
Også Alice, der går i terapi for at tackle moderrollen, begynder at opføre sig mere og mere indifferent.
Jessica Hausner laver intellektuelt udfordrende film i ånden fra landsmændene Michael Haneke og Ulrich Seidl, og hun er efterhånden et etableret navn på den europæiske festivalscene med roste titler som Amour Fou og Miraklet i Lourdes på generaliebladet.
Little Joe er østrigerens første engelsksprogede film, og hovedrolleindehaveren Emily Beecham indkasserede prisen for bedste kvindelige skuespiller i Cannes sidste år.
Hausner viser sammen med sin faste fotograf Martin Gschlacht endnu engang evnen til at lave billeder, der i deres komposition og farvevalg er blændende betagende.
Filmen starter eksempelvis med en svævende kameratur hen over laboratoriedrivhusets farverige planter, der både slår stilen og den aparte, langsomme stemning an. Anslaget er akkompagneret af den nu afdøde japanske komponist Teiji Itos musik, der ikke bare har en spirituel kvalitet, men også leverer abrupte lynnedslag af intensitet.
Little Joe er gennemført og æggende. Scenerne kæler for detaljen og farverne, der er domineret af pastel, rød og mintgrøn. Det skaber et nærmest eventyrligt univers, selv om miljøet er klinisk og realistisk.
Plottet er såre simpelt, men som filmen skrider frem, får handlingen en stadigt mere metaforisk karakter.
Planten synes nemlig at forandre de mennesker, som kommer i nærheden af den, og det er oplagt se Little Joe som en kommentar til antidepressiver og lykkepillesamfundet, hvor vi med vold og magt prøver at udradere alt, der står i vejen for vores velbefindende.
Men netop derved mister vi det, der gør os til mennesker.
At Emily Beecham blev hædret i Cannes i fjor, skyldes nok især, at hun elegant balancerer mellem det akavede og menneskelige. Hun er publikums holdepunkt i en historie, hvor paranoiaen efterhånden spreder sig som pollen på en sommerdag.
Faren er skræmmende usynlig – ligesom i sci-fi-gyseren Invasion of the Body Snatchers (1956), hvor mennesker øjensynlig invaderes af frølignende plante, mister deres indre glød og bliver helt ufølsomme.
Ligesom i Miraklet i Lourdes vil Jessica Hausner med Little Joe også gerne diskutere temaet tro, men desværre lykkedes det ikke for filmen at løfte det.
Og selv om det er en naturlig del af fortællingen, at personerne begynder at opføre sig mærkeligt, sidder man med en fornemmelse af, at der bliver sprunget nogle dramaturgiske mellemregninger over.
Alligevel er Jessica Hausners film værd at se på grund af sit visuelle mesterskab og en ubehageligt kuldegysende undersøgelse af, hvad ægte menneskelige følelser er.
Kommentarer