To trettenårige drenge, der bliver fanget i deres forældres konflikt om en lejekontrakt i et hus i Brooklyn, er i al sin lidenhed plottet i den nye film af Ira Sachs. Den er et fintmærkende, men også en kende klejnt drama om voksnes snæversyn og teenageres pivåbne øjne.
Jake (Theo Taplitz) er en bleg og introvert teenager med kunstnerdrømme, som bliver drillet i skolen, fordi han tegner gule himle med blå stjerner.
Da hans farfar dør og efterlader familien et lille toetagers hus i Brooklyn med en kjolebutik i stueetagen, finder han en ligesindet i den chilenske butiksindehavers søn, Tony (Michael Barbieri). De vil begge ind på den prestigefulde kunstskole LaGuardia: Jake som tegner, Tony som skuespiller.
De to finder sammen om kunst, om at stå på rulleskøjter og om at drømme, men deres venskab udfordres af, at Jakes forældre for at klare huslejen selv må kræve en lejekontrakt på markedsvilkår af Tonys mor. Hun nægter omvendt at betale.
Først går det ikke op for drengene, hvad der er på færde, men da det gør, indgår de tavshedsstrejke og nægter at tale med deres forældre. Men teenageres magtmidler er begrænsede, mens forældres mangel på forståelse er uendelig.
Little Men indfanger det, drenge kan have med hinanden i den alder. De befinder sig et uafklaret sted mellem fælles hobbyer, fascination og måske forelskelse, og begge drenge spiller glimrende: Barbieri som charmerende snakkehoved, Taplitz som stort set tavs betragter.
En af filmens bedste scener er en skuespillerimprovisation mellem Tony og hans lærer, der bliver en lille afstikker fra handlingen og egentlig kun handler om én ting: Gennem Jakes øjne at se, hvor fantastisk Tony er.
Da Tonys klassekammerater beskylder Jake for at være ”queer”, forsvarer Tony sin ven og får tæv. Da de to taler om, hvem de er forelskede i, fortæller Tony om en pige, han har mødt på skuespilskolen, mens Jake ikke rigtig er interesseret i nogen.
Men til gengæld har han en idé, han ved, vil gøre Tony glad: et rave for trettenårige, hvor pigen også kommer. Det er en herligt sky og indirekte kærlighedserklæring fra Jake til Tony. Filmen fanger med stor indlevelse det knudepunkt af forventning og muligheder, trettenårige kan have – uden at bordet fanger endnu.
Det gør det til gengæld hos de voksne.
Greg Kinnear som faren er falleret skuespiller, som spiller Tjekhov på et Off Broadway-teater – og i en skøn scene formår han at trække al karisma og interesse ud af rollen som Trigórin i Mågen. Jennifer Ehle er på en gang sødmefuld og kalkuleret som psykiaterkonen, der betaler regningerne og er ekspert i konfliktmægling, men ikke kan eller vil finde en løsning på sit eget problem.
Paulina García spiller dejligt perfidt butiksindehaveren, der mener, at hendes tætte forhold til farfaren giver hende ret til en lav husleje. Ingen er onde, men alle følger nødvendighedens, altså pengenes og egoismens, logik.
Billedsiden er varm og intim, men historien virker lidt upointeret og temperamentsløs, scenerne er generelt for lange og strukturen løs og anekdotisk.
Til gengæld er filmen fuld af realisme og liv, ikke mindst scenerne mellem drengene, der byder på mange ordløse passager: i subways, rulleskøjteløb, raves. Det er ømt poetisk, og musikken af Tindersticks-medstifteren Dickon Hinchliffe er en række af tikkende vignetter, emmende af forventning og teenagepuls.
Ira Sachs, hvis forrige film Love is Strange også handlede om, hvad høj husleje i New York kan gøre ved kærligheden, mestrer kunsten at lave film, der ligner livet med al dets afsavn og mangel på konklusion. Et vemodigt intermezzo snarere end livsafgørende dramatik, hvor historien, billederne og underlægningsmusik er solidarisk med karaktererne og livets stille drama.
Kommentarer