Little Women

Efter gennembruddet med Lady Bird i 2017 har Greta Gerwig skruet op for både budget og ambitioner med sin anden film som solo-instruktør.

I stedet for endnu en skæv komedie kaster hun sig over noget så aparte som en amerikansk, litterær klassiker. Endda én, der flere gange tidligere har turneret på det store lærred – med Katharine Hepburn på rollelisten i 1933, Elizabeth Taylor i 1949 og Winona Ryder i 1994.

Men Greta Gerwig har talent nok til ikke at lade sig kue og godt det samme. Hendes bud på Little Women er den definitive på film og samtidig en af de mest intelligente, rørende klassikerfilmatiseringer i årevis.

Romanen fra 1869, der på dansk hedder Pigebørn, blev skrevet af Louisa May Alcott, en tidlig feminist og social reformator. Hun fandt inspiration i sin egen opvækst i Massachusetts i midten af 1800-tallet til historien om fire søstre, der vokser op i et kærligt og dannet, men fattigt hjem.

Gerwigs manuskript lader Alcotts fremsynethed få foretræde ved at introducere os for Jo March og hendes søstre som voksne og så fortælle baglæns med brudstykker af deres barndom.

Denne teknik er en genistreg, fordi den tvinger os til at tage hovedpersonerne seriøst. Modne eller ej, og romanens danske titel til trods, består March-firkløveret af komplekse kvinder, ikke flyvske småpiger.

Vores heltinde er Jo, den næstældste, som spilles af Saoirse Ronan. Hun er lidenskabelig på grænsen til det iltre og fast besluttet på at ernære sig som forfatter – en sjældenhed for tidens kvinder.

Hendes fyrighed står i skarp kontrast til hendes mere tilbageholdende storesøster Meg (Emma Watson), der ønsker sig et hjem og børn, men har svært ved at forlige sig med de kompromiser, hendes beskedne kår kræver.

Beth (Eliza Scanlen) er mere delikat og sky, mens den yngste søster Amy (Florence Pugh) drømmer om at blive en verdensberømt kunstner. Alligevel er det hende, der vokser op og bliver den mest jordnære af flokken.

Vi følger søskendeflokken over en årrække, ser dem finde sig selv og hinanden gennem sygdom, bitre skænderier, nærdødsoplevelser og kærlighedsaffærer – uheldssvangre som lyksalige.

Når de klarer sig igennem, sker det takket være det stærke familiebånd, der binder dem sammen, og den kølige snusfornuft, deres forældre har indprentet i dem fra barnsben.

Pigernes evigt håbefulde mor Marmee gør sit bedste for at støtte dem, mens deres ældre tante March er mere praktisk end idealistisk anlagt. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun spår om deres chancer på egen hånd i et benhårdt patriarkat.

Laura Dern og Meryl Streep gør et formidabelt stykke arbejde som hinandens modstykker, et stærkt billede på forskellen mellem pigernes dybt menneskelige drømme og længsler og deres begrænsede muligheder for at udleve dem.

Her finder Greta Gerwig ind til noget råt og sandfærdigt, der ofte mangler i filmatiseringer af det 19. århundredes hæderkronede klassikere – en dyb forståelse for de mange frustrationer, der følger med korsetter, fiskebensskørter og rigide forventninger.

Der er en slående kontrast mellem Jo og hendes nabo Laurie (en fremragende Timothée Chalamet). Begge er frisindede rebeller med enorme personligheder, men som rig ligger verden for hans fødder, mens hun er nødt til at erobre den.

Det er ingen ringe kunst, når Greta Gerwig selv efter så mange filmatiseringer finder ind til en ny tekstur og nuance i en historie, der er blevet læst og genlæst og givet i stafet fra én generation til den næste. Selv kostumerne føles mere rummelige – som tøj snarere end rekvisitter.

Little Women er ingen støvet museumsudstilling, men et kighul til fortiden, der minder os om, hvor meget vi har tilfælles med vores forfædre.