Livets blomst

Da jeg var ung og fordomsfuld, fandt jeg film og romaner om mænd i midtvejskrise kedelige. Var en kunstner først nået dertil, at han eller hun navlepillende skulle udstille sine trængsler og tomhed, kunne kunstneren lige så godt stille træskoene.

Nu er jeg 52 år gammel og sluger fortællinger om midtvejskriser råt, og selv har jeg skrevet digte om at have sagt ungdommen farvel og om at løbe panden mod en mur.

Og mit rummelige ”jeg” favner ikke kun kriseårene i midten, jeg er klar til at se alderdommen og døden i øjnene. Jeg vil gerne se film om mennesker, der er ældre end mig. Hanekes Amour er et mesterværk, som de fleste ved. Men Coenbrødrenes genindspilning af True Grit om den gamle sherif Rooster Cogburn (Jeff Bridges) sætter jeg i grunden lige så højt.

Derfor ærgrer det mig, at jeg ikke kan udvise begejstring for den franske dokumentarist Nick Quinns første spillefilm, Livets blomst. En sentimental komedie – jeg elsker i princippet både sentimentalitet og komedier – om den 63-årige tv-producer og skærmtrold Gaspard Dassonville (Pierre Arditi), der selv tror, han er evigt ung, men af sin nye grønskolling af en chef bliver mindet om, at seertallene daler, og pensionen venter. Samtidig ryger forholdet til den yngre kvinde Marion (Audrey Fleurot).

Den gode Gaspard skal mande sig op nu og kæmpe for at beholde sin plads.

Men så kommer hans far i vejen. Den excentriske Hubert (Jean-Pierre Marielle) mister førligheden og skal passes. Ventelisten til plejehjemmet er lang. Gaspard må hyre en privat plejer til sin far. Hubert skræmmer plejeren væk med sine uforskammetheder. Det er umuligt at finde en hjælper, som kan, tør og vil håndtere den urimelige mand. Indtil Gaspard render ind i rengøringsassistenten Zana (Julie Ferrier). Hun kan tackle gnavpotten med mildhed og viser ham ubegrænset tillid.

Langsomt bløder han op – og forelsker sig i hende. Og søreme om ikke Gaspard gør det samme. Far og søn dyster om Zana, der fylder deres hjerter med små og store, poetiske mirakler. Hubert lærer at elske, Gaspard lærer at leve i nuet frem for at tænke på status og karriere. Zana, der er gift med en svindler, som producerer kopier af mærkevarer, kan rumme dem begge plus sin mand. Hun er selve kærlighedens mirakel.

At en hjælpeløs får hjælp af en hjælper, der umiddelbart er den hjælpeløses modsætning, men hvor både den hjælpeløse og hjælperen giver liv til hinanden og udvikler sig sammen, så vi i den vellykkede komedie De urørlige og det sanselige drama Smagen af rust og ben. I Livets blomst er det hele to mænd, der bliver hjulpet.

Til gengæld er det lidt svært at se, hvad de giver til Zana. Det er, som om hun er et færdigt væsen fra starten, måske i slægt med englepigen/ bolledukken fra den danske Viceværten. Men det er selvfølgelig pænt af hende at tage sig af de to fjolser. Hendes fineste øjeblik er der, hvor hun ser på gamle Hubert, mens han ser tv, og siger til ham, at hun elsker ansigter i fjernsynets skær.

Filmen starter med, at Gaspard vælter på en stol, mens han foretager et interview. Sådan får vi fortalt, at denne mand ikke sidder så sikkert, som han tror.

I princippet kan det være sjovt at se folk vælte, hvis der bliver væltet overrumplende, vanvittigt eller ekvilibristisk. Her er det bare ikke sjovt, kun tungt. Egentlig yder skuespillerne en solid indsats, men jeg ville næsten hellere have set dem opføre den ordrige tekst på et parisisk boulevardteater. Der havde rummet måske tilføjet noget af den atmosfære, som mangler i billederne.

”Du pøser for meget aftershave på,” siger gammelfar til halvgammelsøn. Livets blomst er en komedie, der hverken rører eller morer for alvor, men dufter for stærkt af parfume.