Jeg var ikke klar over, at først efter at John Lennon havde opholdt sig i det andalusiske Almeria i 1966 for at spille med i Richard Lesters kult- og antikrigsfilm Jeg vandt krigen, begyndte The Beatles at skrive deres sangtekster i pladecoverne.
Faktisk er det dette faktum, der udgør motivkernen i instruktør David Truebas meget charmerende, yderst seværdige og lettere bittersøde Living Is Easy with Eyes Closed.
Titlen er et citat fra netop John Lennons mesterstykke Strawberry Fields Forever, som efter filmens udsagn sågar er skrevet og komponeret just i Andalusien med en gammel sigøjnerguitar! Men Lennons ord om de lukkede øjne er også et sindbillede på Francos Spanien, der er blindt for alt menneskeligt i troens og tyranniets navn.
Den første, som får lov at høre sangen om evige jordbærmarker, er den lidt visne ungkarl og gymnasielærer Antonio, der med held, men ikke uden strabadser og trakasserier, får foretræde for Lennon under filmoptagelserne.
Antonio underviser sine elever i engelsk ved hjælp af citater fra Beatles-sange optaget fra Radio Luxembourg med en lille båndoptager. Han er dedikereret fan af gruppen i almindelighed og John Lennon i særdeleshed. For Antonio ser den aparte englænder som en stor, moderne poet med en befriende sproglighed over for gængs grammatik.
Ved nyheden om, at Lennon filmer i Sydspanien, låner han sin fars smadderkasse af en bil og drager af sted for at møde idolet og spørge om, hvorfor i alverden de gode tekster ikke må trykkes med pladen.
På sin vej til Almeria tager Antonio to fortabte sjæle op, den tyveårige, gravide Belén og teenagedrengen Juanjo, der er stukket af hjemmefra på grund af en streng politimand af en far.
Begge er ofre for et snæversynet Spanien, mere præget af tæsk end tolerance
Living Is Easy with Eyes Closed er ikke bare en film om en mand, som elsker The Beatles. Det er en film af en instruktør, som elsker sit ulykkelige fædreland med de fæle sår fra borgerkrigen og de lige så fæle år med Franco.
Det viste han allerede solidt med sin fine Soldados de Salamina (2003), en labyrintisk, lagdelt og inciterende historie om, hvad der skete omkring nedskydningen af en falangist i begyndelsen af borgerkrigen i 1930’erne.
Her er vi i 1966, der er tøbrud på vej, men Spanien er stadigvæk et isoleret, katolsk og klaustrofobisk land, hvor alle medier sender salmevers, skriftsteder, moralske opstød og pavelig propaganda.
Med de to unge mennesker på slæb får Antonio hul på sin lidt for selvvalgte ensomhed. Bag sit nørdede ydre viser han sig at være både et mandfolk og en ægte aficionado. Således trodser han ukueligt alle forhindringer og opnår endelig at mødes med idolet, fordi de engelske filmfolk på stedet netop har øjnene åbne for spanierens smittende begejstring.
Pedro Almodovar-skuespilleren Javier Cámara spiller med slagkraftighed og stille humor denne sympatiske, selvironiske Don Quixote, der muligvis er gået lidt i frø midtvejs i livet, men som har beholdt den humanisme, fascismen og kirken ikke helt har fået drevet ud af Spanien.
Smukke Natalia de Molinas er den unge, fragile pige, der er udstødt af familien, men med charme og gåpåmod alligevel nok skal klare sig. Sammen med Francesc Colome som den oprørske, men også følsomme teenager, er de håbet for det nye Spanien her i 1966, hvor vi ved, at der nu kun er ni år til, at Franco dør.
Filmen scorede fortjent seks spanske Goya-priser for blandt andet bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste mandlige hovedrolle.
Og som en blanding af pikaresk roadmovie og politisk tilbageblik fungerer den rørende og eftertænksomt i sin opsætning af det-sjove-med-det-sure i ualmindeligt smukke solrige billeder underlagt et score af Beatles-musik, anden pop og klassisk spansk guitar.
Kommentarer