Werner Herzog har engang beskrevet internettet som en arena for ”idiotiens store, ufiltrede stormløb”.
Men gudskelov er den tyske auteur anderledes nuanceret, når han laver film, og i sin nye dokumentar, Lo and Behold, optræder Herzog aldrig som knibsk maskinstormer.
Opfindelsen af nettet skabte vor tids største revolution, og den karismatiske tysker ønsker at betragte den omkalfatrende landvinding fra alle tænkelige vinkler.
Han vil have alt med.
Vi starter tilbage i 1969, hvor forskere på University of California baksede med de formler, der skulle ændre menneskelig kommunikation. Med sin ikoniske, raspende røst indfanger instruktøren os i sit Herzog’ske univers.
”The corridors here look repulsive, and yet this one leads to some sort of a shrine,” fortæller han os flegmatisk med currywurst-tyk accent.
De begsorte, filosofiske betragtninger gennemsyres altid af umiskendelig dead pan-humor, og også denne gang er Werner Herzog en forrygende entertainer, når han lader sin stemme være en del af dokumentaren.
I Lo and Behold overlader han dog oftest taletiden til andre.
Vi hører anekdoter om nettets fødsel, den digitale tids muligheder, skyggesiderne, hackere, cyber-terror, trolls, soleruption, protuberans, selvkørende biler, strålingssyge stakler, kunstig intelligens, Mars-kolonier, nettets underbevidsthed, hjernens magnetiske aktivitet, spilafhængige unge og fremtidens teknologi.
Herzog rejser USA tynd i jagten på den samlede fortælling om internettet, og dokumentaren består af essayistiske brudstykker.
De herlige nørder, som skabte nettet, fortæller entusiastisk om den uforståelige matematik bag det hele. Farvel til dem. Så får vi den glade historie om, hvordan et online-spil om molekyler har ændret lægevidenskabens forståelse af cancer.
Videre!
Det er blevet tid til en af de barske beretninger. Et forældrepar fortæller omgærdet af muffins, at de mistede deres datter i en bilulykke. Hun kørte galt og blev næsten halshugget i sammenstødet med en betonblok.
Et vederstyggeligt menneske så det hele, tog billeder og begyndte at dele dem online. Herefter modtog faren e-mails fra nettets værste trolde med nedværdigende ord om den datter, der lå død på de vedhæftede fotografier.
Herzog spurter gennem emnerne, og der findes ganske vist en mening med det hæsblæsende tempo. Nettet er et evigt voksende fænomen, der rummer det meningsfulde og det ligegyldige, det gode og det onde, og vil man portrættere den digitale tid, ligger en fragmenteret stil lige for.
Men netop stilen i Lo and Behold gør til tider dokumentaren så uoverskuelig, at man bliver træt på samme måde, som det kan være trættende at sætte sig foran en computer med alt for mange åbne browser-vinduer.
Den skarpsindige tysker undersøger normalt – i både spillefilm og dokumentarer – ekstremiteter og død i et mere roligt tempo. Hans fokus er ofte på særlinge, der farer vild i den grandiose natur.
Denne gang har Herzog selv bevæget sig ud i nettets vildtvoksende skove, og længe ser det ud til, han er ved at fare vild. Men så skærer den vidunderlige stemme pludselig gennem krattet, og den geniale mand sætter vores digitale hverdag og fremtid i relief.
Herzog besøger en mand, der bygger fodboldspillende robotter. Det er planen, at de i 2050 skal kunne slå et hvilket som helst menneskehold på kloden. Og rædslen indfinder sig: Bliver vi alle udkonkurreret af teknologi?
Med ét spørgsmål formår Werner Herzog at skille mennesker fra maskiner. Herzog spørger robotbyggeren, om han elsker sine antropomorfe skabninger – og det gør han.
Overlegent simpelt lister auteuren følelser ind som den altafgørende forskel.
Mod slutningen bliver Herzog genial igen. Han opdaterer den preussiske militærteoretiker Carl von Clausewitz’ tese om, at krige kan drømme om sig selv, og spørger videnskabsmænd: Er nettet i stand til det?
Det åbner for en ny byge af svimlende overvejelser om svindende forskelle mellem kunstig intelligens og os simple mennesker.
Kommentarer