Det er klart, at hvis man skal lave en effektiv actionfilm om cement, så skal hele filmen foregå inde i en personbil. Eller: Det er klart, at hvis man laver en film, der foregår inde i en bil, så skal den mest effektive action i filmen handle om cement.
Nej, selvfølgelig er ingen af delene klart. Men at begge dele forekommer fuldstændig åbenlyst selvfølgelige i Steven Knights generøst stramme drama Locke, siger noget om, hvor fundamentalt og imponerende vellykket den er.
Filmen handler så heller ikke kun om cement. Men jeg er sikker på, at den var blevet endnu bedre af kun at handle om cement.
Ikke fordi det personlige melodrama, den også handler om, ikke pågår med nøjagtig samme realistiske intensitet som cement-dramaet, men fordi melodramaet knopskyder ud i et metafysisk psyko-drama, som forekommer temmelig unødvendigt, for ikke at sige rigtig åndssvagt.
Lad mig sætte noget referat på: Den dygtige byggepladsleder Ivan Locke, spillet af Tom Hardy, sætter sig ved aftenstide ind i sin bil og begiver sig mod det hospital, hvor en kvinde, som han har haft et one night stand med, har fået sat sin fødsel i gang.
Undervejs taler han i telefon med sine to sønner, som han havde aftalt at se fodbold med, og sin kone, som han vælger at fortælle alt. Han bliver også nødt til at informere sin arbejdsgiver og sin assistent om, at han ikke vil være i stand til at supervisere den rekordstore ladning cement, der ankommer tidligt næste morgen.
Nå ja, så taler han også med kvinden, han har gjort gravid, og som ingen andre pårørende har, samt forskellige medlemmer af hospitalspersonalet.
Der er med andre ord rigelig med folk at tale med og rigelig at tale med dem om. Så hvorfor skal Locke tale med sin afdøde fars tavse spøgelse også?
Jeg gider ikke være principielt imod samtaler med spøgelser, jævnfør Hamlet, Harry Potter med flere, så lad mig omformulere spørgsmålet: Hvorfor skal han besværge over for sin fars spøgelse, at han ikke vil gentage dennes svigt over for lille Ivan? Det er undertekst i hysterisk overdrive.
Samtalerne med konen går totalt i skilsmisse-hårknude og afløses af samtaler med de rådvilde sønner, der lige præcis holder sig fra at overskride grænsen til det sentimentale. Arbejdsgiveren kobles rimelig hurtigt og brutalt af, mens samtalerne med assistenten, Gareth, holder sig topdynamiske hele vejen igennem.
Locke skal jo føre den nervøse fyr gennem cement-leverings-forberedelsen, sørge for, at alt er på plads, og intet går galt. Og naturligvis går alt muligt galt, fordi alt muligt ikke er på plads.
Suspense-højdepunktet må være, da Gareth af alle kræfter spæner efter hjælp hos en polsk håndværker kort før fyraften. Al denne cement-suspense er så meget desto federe, fordi den er så u-kriminalistisk arbejdsplads-konkret – og udspiller sig i en bil indeholdende kun én skuespiller.
Skuespilleren er Tom Hardy, der skabte sig så voldsomt og voldeligt spektakulært i Nicolas Winding Refns Bronson. Med et formidabelt nuanceret underspil spiller Hardy i Locke et både privat og professionelt ekstremt afdæmpet menneske, hvis liv på alle fronter flosser katastrofalt op.
Og selvfølgelig giver han sig og råber ”Fuck!” og slår i rattet, men på telefonen insisterer han hele vejen igennem på sin dæmpethed, både når han forgæves forsøger at forklare sig over for sin kone, og når han med held guider Gareth i at få styr på cementen.
Den dæmpethed er filmens både inderste og inderligste action, cementdirrende derudad i den smukt blinkende, engelske nat.
Kommentarer