I 1960 udkom den fransk-russisk-jødiske diplomat og krigshelt, forfatter og filminstruktør, Romain Gary, med den storsælgende selvbiografi Morgenrødens løfte.
Den huskes især for portrættet af hans polsk-jødisk-franske mor – en kvinde, der var større end livet, som de siger på engelsk.
Romanen kortlægger Garys faderløse, turbulente og kaotiske liv med moren, først i Vilnius i det daværende Polen og siden i Nice i Frankrig.
Her gennemgik han en flamboyant modning som smuk, jødisk dreng i en grim, antisemitisk verden, hvor der dog var masser af villige kvinder. Opvæksten blev efterfuldt af et spændende liv som heroisk krigsflyver for de frie franskmænd under Anden Verdenskrig.
I 1970 filmatiserede instruktøren Jules Dassin romanen med sin græske hustru Melina Mercouri i hovedrollen som den dominerende mor.
Nu er det så blevet Charlotte Gainsbourgs tur til at spille Romain Garys mor Nina i den franske instruktør Eric Barbiers labre, appetitlige og øjenvenlige, men også noget lange filmatisering af romanen.
Løfte ved daggry er en fortælling om et ømtåleligt ødipalt mor-søn-forhold, og Charlotte Gainsbourg synes født til rollen både med sine jødiske aner og dramatiske temperament for grænseløs lidenskab.
Hun viser en åbenlys personlig glæde ved rollen som en højtråbende kvinde med et stort hjerte og ukuelig rummelighed – måske af lettelse efter at have spillet først latent barnemorder og siden autistisk nymfoman for Lars von Trier. Gainsbourg kaster i hvert fald alt ind i rollen som det altdominerende, besiddende, skrupelløse og til tider ubærligt påtrængende moderdyr, der har ambitioner om, at sønnen skal blive en stor forfatter.
Det er hende, der gør hele filmen værd at se. Hun er så bydende kraftfuld, at Romain Gary bliver en biperson i hans egen historie.
Pierre Niney – bedst kendt som den enigmatiske franskmand i Første Verdenskrigs-dramaet Frantz – er filmens unge, charmante helt fra puberteten og frem. Han har trodsig midterskilning i det stærkt pomadiserede hår, et ansjostyndt sort overskæg a la Errol Flynn og kvindedragende sovekammerøjne.
Niney tegner ham fermt som på en gang enerverende fragil og stålsat besluttet på at overleve alt – fra kvinders troløshed, tyfus og tysk antiluftskyts.
Det er et portræt af kunstneren som ung fransk bulldog, en naturaliseret franskmand i sin mors idealland, men som reelt er flygtning fra det antisemitiske Østeuropa. Undervejs i sin officerskarriere må Romain sande, at denne slange også findes i det nye fædreland.
Da han forbigås ved dimitteringen af nye løjtnanter i flyvevåbnet, får han at vide af en kaptajn, at en jøde ikke kan blive officer. Han skal bare være glad for, at det ikke går ham som den jødiske officer Dreyfus, der som bekendt endte på Djævleøen!
Alligevel formår vores helt at stride sig frem til Charles de Gaulles Frie Franske Styrker i London, hvor kærligheden fører ham i unåde, indtil han rejser sig igen og fører et bombefly gennem fjendeild hjem til England.
Det er melodramatisk. Alt er fotograferet i flotte billeder, nænsomt koloreret i sarte farver, changerende efter hvilken tid på året eller hvilket år vi befinder os i.
Eric Barbier har signeret en meget delikat film, som underholder hele vejen med sin tragisk tintede og komisk rørende udviklingshistorie. Alligevel synes filmen, om ikke glat, så glaseret og for gelassen i forsøget på at få vore smil frem på læben og gøre vore øjne våde undervejs.
Det er en smækker og lækker fransk sag, som ustandseligt hylder Frankrig med modikationer. Sågar afsynges Marseillaisen, da Anden Verdenskrig bryder ud.
I hele sit filmiske væsen er Løfte ved daggry lige så altmodisch som Casablanca. Man er godt underholdt, selv om det er gammel film på nye flasker.
Kommentarer