Løftet

Der er intet så godt som et makabert mord over en stegt kylling.

Vi kan simpelthen ikke lade være med at gætte på morderen, når en tv-dokumentar lystfuldt opruller en mordsag. Det så man i HBO-serien The Jinx, i podcast-serien Serial og ikke mindst i Netflix-hittet Making a Murderer.

I Netflix-serien lugtede mordsagen så meget, at sagen fik førsteprioritet i tabloidpressen og på sociale medier. Over en halv million skrev under på, at de to dømte skulle benådes.

Spørgsmålet er, om en dokumentar kan være med til at ændre en sags udfald ved at præsentere andre facts og skabe en folkestemning. De kan i bedste eller værste fald skabe sympati.

Genren ”true crime” er blevet beskyldt for at jinxe virkeligheden ved at bruge fiktionens virkemidler og udelade fakta, der kunne forstyrre den gode historie.

Det kommer man uvægerligt til at tænke på undervejs i Løftet, hvor tyske dokumentarister betvivler, at en ung tysker har begået et brutalt mord på sine svigerforældre i 80’erne i den amerikanske delstat Virginia. Har tyskerne en skjult agenda?

Som andre gode krimier er serien om dobbeltmord i forstaden på blot tre afsnit. Vi ser makabre, blodige fotografier af det myrdede ægtepar, Nancy Haysom og Derek Haysom. Snart efter ser vi deres tyveårige datter, Elizabeth Haysom, sidde i retten. Heldigt for krimi-fanatikere blev retssagen optaget og er i god, dokumentarisk kvalitet.

Elizabeth har det, der gør, at serien kribler og fænger. Hun er smuk. Hun er smart. Hun tager stoffer. Og hun foragter sine forældre, fortæller hun i retten. Hun fortæller, at de har kontrolleret hende, og hun antyder, at de har udnyttet hende seksuelt.

Hun indrømmer også at have opildnet sin kæreste, Jens Söring, dengang en attenårig teenager, som hun havde mødt på universitetet. En bebrillet, intellektuel diplomatsøn, der hverken ryger, drikker eller tager stoffer.

”Men han handlede af egen fri vilje, da han knivdræbte mine forældre,” siger hun foran juryen.

Dokumentaren skifter mellem den gamle retssag og friske optagelser med advokater, journalister, efterforskere og andre vidner, der har nye oplysninger i sagen. Elizabeth Haysom ville ikke medvirke, men Jens Söring taler fra fængslet.

”Ja, jeg tilstod i første omgang mordet.”

Forklaringen er den samme, han gav i de gamle optagelser fra retssalen. Han tilstod, fordi han forventede at blive dømt ved en tysk domstol med mulighed for prøveløsladelse. Det var en aftale, som kæresteparret havde sat i stand efter mordet, hvor de flygtede til England. Absurd nok blev de arresteret for at betale med falske checks.

Han var dybt forelsket og dum, fortæller han.

Det bliver ord mod ord, og dagen i dag sidder de begge spærret inde. I mellemtiden er der opstået en kult, der med hjemmesider, bøger og film forsøger at befri Jens Söring. Der er således aldrig fundet afgørende tekniske beviser såsom DNA-spor imod ham.

Kritik af retssystemet er vigtig.

Hvor mange er ikke uskyldigt blevet dømt for mord i USA, har siddet inde på livstid i total isolation eller er tilmed blevet henrettet?

Men midtvejs drejer filmskaberne sagen, idet det antydes, at Jens Söring godt kunne være en intelligent psykopat, der er gået i sin egen fælde. Hvorfor eksempelvis sagde han under et forhør, at han påkørte en løs hund efter at have myrdet forældrene?

Generelt ligger sympatien dog hos Jens Söring. Vi hører om tekniske spor, som viser, at Elizabeth og en anden mand, en tidligere pusher, var til stede under mordet. Vi får endda at vide, hvad denne mand hedder.

At afsløre navne er problematisk, og det kan ikke understreges nok, at true crime-dokumentarer er spekulative indlæg snarere end faktuel viden. Men det er præcis den begavede spekulation, der gør genren så fængende og nærmest et uudtømmeligt emne ved middagsselskaber.