Løgn eller chikane i Mariager

For mindre end halvandet år siden gik flere hundrede mennesker gennem Mariager svøbt i regnbueflag, mens de løftede skilte med mangfoldighedsbudskaber.

Det var november 2014, og måneden inden havde Tulle Krøyer stillet sig frem i de fleste danske medier med historien om, hvordan ondsindede kristne forsøgte at drive hendes familie ud af den kronjyske by.

For den lokale Pinsebevægelse kan ikke lide homoseksuelle.

Det var historien om en moderne heksejagt, om tungetalende kristne over for sagesløse homoseksuelle i en forstokket by, der oven i købet er opkaldt efter Jomfru Maria.

Vi slugte historien råt, fordi den bekræfter os frigjorte storbyboere i forestillingen om den tilbagestående provins, religiøs intolerance og forfølgelse af seksuelle minoriteter. Det var næsten for godt til at være sandt, og sandt var det da sandsynligvis heller ikke.

DR afslører i dokumentaren Løgn eller chikane i Mariager, at Tulle Krøyer før har haft en mildt sagt lemfældig omgang med sandheden. Og hun har direkte løjet i forbindelse med Mariager-sagen.

Tulle Krøyer forklarer i starten, at hun og familien blev chikaneret i deres lille hus, der ligger lige neden for den bakke, hvor Mariagerfjord Frikirke knejser.

Hun fortæller billedrigt og medrivende – næsten for medrivende – hvordan affald blev hældt ud over deres græsplæne, og hun kan huske lyden, da hundelorte blev kastet mod ruden. Hun erindrer også at blive overrasket af en mand i haven med en knyttet næve og ordene: ”I må brænde i Helvede!”

Tulle Krøyer ser tydeligt mandens ansigt, da han står i gadelygtens skær. Og få dage senere udpeger hun ham over for politiet i en bunke af billeder. Hun påstår, at hun ikke kender hans identitet, men kan genkende ham på hans udseende. Men dokumentaren afslører, at det er løgn. Hun kendte til den sigtede Carsten Anhøy, før hun pegede på hans billede.

Den danske jura-Yoda Eva Smith klippes hurtigt ind for at fortælle, at Tulle Krøyers udpegning er juridisk ubrugelig, hvis hun allerede kendte til Carsten Anhøy på forhånd.

DR får så godt som frikendt den 39-årige Carsten Anhøy, der i dokumentaren fremstår rolig, men forståeligt forundret over at være – som han siger – ”endt i et kafkask mareridt”. Uden tekniske beviser har han nu været sigtet i over 400 dage, hvilket enten er elendigt politiarbejde eller en decideret hetz. Hvis nogen skulle sigtes, må det være Tulle Krøyer for falsk vidneforklaring.

Pinsebevægelsens syn på homoseksuelle er kritisabelt, men der er altså ikke nogen logisk linje mellem at være mod vielsen af lesbiske og til at kaste med hundelort.

I de senere år har amerikanske serier som The Jinx og Making a Murderer genåbnet gamle sager i timelange serier. Ingen er døde i Mariager, men alligevel måtte Løgn eller chikane i Mariager gerne have udspillet sig over længere tid. Især bliver dokumentaren rystende, da den dykker ned i Tulle Krøyers fortid. Her får vi oplysninger af fuldstændigt absurd karakter, der desværre fremlægges forhastet.

Tulle Krøyer har tidligere udgivet sig for at være italieneren Hanne Marino over for en ekskæreste. Hun afsluttede det forhold ved at lade Hanne Marino dø under kemoterapi i London, efter at hun først havde løjet sin egen mor død.

Konfronteret med løgnen affejer Tulle Krøyer episoden som hjertekvaler. Og det er da nok de færreste af os, der kan sige sig fri for at have løjet for en ekskæreste. Men det er forhåbentligt et fåtal, der opdigter ny nationalitet, cancer og død. Dér er vi ovre i lystløgnen, og undervejs kommer hovedpersonen selv med en slags tilståelse, når hun indrømmer, at hun har søgt at få opmærksomhed.

Løgn eller chikane i Mariager er en klassisk, journalistisk dokumentar, der præsenterer sin sag med letforståelig, sort-hvid grafik. Efter 43 minutter er Tulle Krøyer klædt af til skindet og hendes troværdighed skamskudt. Det er hårdt at overvære, men det er berettiget, når Krøyer selv er gået ud i medierne og har rettet en endnu hårdere anklage mod et angiveligt uskyldigt menneske, der kan føre til et justitsmord.

Man savner dog, at dokumentaren ikke havde nøjedes med at forholde sig kritisk over for Krøyer og politiet, men også i højere grad havde inddraget mediernes rolle. Alle landets medier – ikke mindst DR – viderebragte ukritisk historien om chikane, så Dan Rachlin, politikere og andet godtfolk gik amok på de sociale medier og drog til Mariager for at skilte med deres forargelse.

Vi blev sandsynligvis alle sammen holdt for nar takket være en komplet følgagtig presse. Uden den ville det her aldrig være kommet så vidt.

Løgne eller chikane i Mariager er derfor også historien om, at man ikke skal godtage enhver medieskabt virkelighed. Om Tulle Krøyer og hendes familie faktisk blev chikaneret, ved vi ikke, men DR-dokumentaren er en påmindelse om, at vi skal bevare en sund skepsis – også over for de historier, der fodrer vores politisk korrekte tankegang.