Serieanmeldelse
08. juni 2021 | 19:25

Loki

Foto | Marvel Studios
Loki (Tom Hiddleston) blev mere og mere elskværdig i Marvel-filmene, men i serien, der bærer hans navn, er han ikke bleg for at dræbe på må og få.

Med Tom Hiddleston i charmerende og dramatisk topform er den nyeste Marvel-serie en veloplagt blanding af humor og eksistentielt drama.

Af Claus Nygaard Petersen

”Du blev ikke født til at være konge, Loki. Du blev født til at skabe smerte, lidelse og død.”

Agenten Moebius (Owen Wilson) holder sig ikke tilbage, mens han taler til den ærekære gud Loki, som er blevet taget til fange af organisationen Time Variance Authority (TVA).

Organisationens mission er at sørge for, at verden holder sig på en forudbestemt tidslinje – og den passer Loki (Tom Hiddleston) ikke ind i.

Vi kender den charmerende slyngel, der blev mere og mere elskværdig i Marvel-filmene op gennem 2010’erne. Men i serien med hans navn møder vi den Loki, som i den første Avengers-film fra 2012 netop har forsøgt at invadere Jorden sammen med Chitauri-rumvæsnerne.

Som konsekvens af tidsrejsefinurligheder i Avengers: Endgame lykkes det Loki at undslippe fangenskab – i hele fem minutter, før TVA dukker op.

Egentlig skal han udryddes, fordi han stikker ud i en sådan grad, at han kan ende med at skabe et alternativt univers. Men Moebius beder om at få vendekåben skånet, da en anden mystisk variant springer rundt i tiden og dræber TVA-agenter for at stjæle deres udstyr.

Det er såmænd en anden version af den snu Loki, der er på færde. Så hvem er bedre til at fange guden end ballademageren selv?

Det er dog lettere sagt end gjort. Og samtidig er det en svær pille at sluge for den selvglade Loki, at alt, hvad han har gjort i sit liv, har været skæbnebestemte handlinger, som Moebius forklarer ham.

Ifølge Marvel-bossen Kevin Feige kommer Loki til at have størst indflydelse af de nye serier – der også tæller WandaVision og The Falcon and the Winter Soldier – på hele MCU-universet. Og det er ikke svært at se, hvad han mener med det.

Der bliver nemlig leget med tiden og kronologien i serien, der er fuld af henvisninger til forskellige hændelser i universet.

De første to afsnit byder på et væld af rejser til forskellige tidsperioder, og serien minder i den forstand om BBC’s hæderkronede serie Doctor Who.

I sin udforskning af tiden som fænomen har Loki en underliggende alvorlig og fatalistisk tone. På Moebius’ kontor ser Loki, hvordan hele hans liv i MCU-filmene har udspillet sig, kulminerende med døden i Avengers: Infinity War.

Det påvirker ham dybt, men det rammer endnu hårdere, at de eftertragtede de eftertragtede magiske sten, Infinity Stones, ikke er så magtfulde, som han troede.

Hos TVA, hvor magi ikke er brugbart, finder han i en kontormedarbejders skuffe en håndfuld af dem, indsamlet fra dengang, der var flere tidslinjer.

”Nogle bruger dem som brevvægte,” forklarer en af papirnusserne, og man kan næsten se, hvordan Lokis virkelighedsopfattelse bliver smadret på et sekund.

Tom Hiddleston har altid været en fornøjelse i rollen, og serien byder på en sjov udfordring for skuespilleren. Ganske vist spiller han stadig Loki, men nu som den ærgerrige slyngel, der ikke er bleg for at myrde på må og få, hvis det er fremmende for hans planer.

På den måde er serien en genstart af figuren og en mulighed for Hiddleston til at vise hidtil usete facetter.

Forhåbentlig bliver der også meget mere tv-tid til Owen Wilsons Moebius. Skuespilleren leverer sjove replikker med knastør og bidende sarkasme. Fra første øjeblik er han et af lyspunkterne, og samspillet med Hiddleston veksler perfekt mellem verbal pingpong-humor og eksistentielt drama.

Det opvejer til dels for den halvsløve start i første afsnit, hvor seriens univers sættes op. Det andet af de to afsnit, som denne anmelder har fået stillet til rådighed, ender med en intens cliffhanger.

Den lover godt for det videre forløb i serien, der meget gerne må fortsætte med at blive bedre for hvert afsnit.

Trailer: Loki

Kommentarer

Titel:
Loki

Land:
USA

År:
2021

Serieskaber:
Michael Waldron

Medvirkende:
Tom Hiddleston, Owen Wilson, Gugu Mbatha-Raw, Wunmi Mosaku, Sasha Lane, Sophia Di Martino, Richard E. Grant

Spilletid:
Seks afsnit af 45-55 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
9. juni på Disney+

© Filmmagasinet Ekko