Lone Survivor

Actionfans kan måske huske, da Rambo engang i de sene 80’ere nedkæmpede the ruskies i skøn forening med noble, afghanske Mujahideen-krigere. Det var en anden tid, en anden Afghanistan-krig, og filmen hed Rambo 3. 

Mark Wahlberg-actionfilmen Lone Survivor hensætter sig til det krops- og krigsglade årti med en historie fra den aktuelle krig i Afghanistan.

Historien er baseret på en virkelig hændelse i 2005, hvor den mislykkede mission for at opspore og uskadeligøre (militær-lingo for at sende en person hen, hvor peberet gror) en taleban-leder medførte de amerikanske Navy SEALs værste tab siden Anden Verdenskrig.

Mark Wahlberg spiller missionens eneste overlevende, Marcus Luttrell, som vi altså fra starten ved klarer skærene. Siden skrev han en bog med journalisten Patrick Robinson om sine oplevelser.

Filmen vil gerne give udtryk for at være en realistisk skildring af mænd i krig. Men skåret ind til benet er den i familie med en type film, man sjældent har set uden for video-markedet, siden hårde bøffer som Sylvester Stallone og Chuck Norris satte liv og lemmer i brand i gudsforladte tredjeverdenslande.

Lige efter bogen for den patriotiske krigsfilm bliver de fire hovedroller præsenteret i scener, hvor elitesoldaterne i svulmende muskuløse, bare overkroppe udveksler knas og kærlighed på familiefronten og kærligt driller hinanden på basen.

Senere får vi også den obligatoriske scene, hvor helten i ulidelig smerte hiver granatsplinter ud af sig selv.

Ude på missionen går det galt, da de tilfældigt bliver opdaget af tre gedehyrder, deriblandt et barn. De må tage et afgørende valg: dræbe civile mod krigens love eller slippe dem løs og med sikkerhed blive opdaget af Taleban.

Lone Survivor skal først og fremmest vise de amerikanske Navy SEALs mod og udholdenhed, deres broderskab, sammenhold og offervilje for nationen og for hinanden, når det går løs.

Sekundært er filmens tydelige formål at styrke støtten til de amerikanske mænd og kvinder i krig og dermed også den finansielle støtte til USA's krigsapparat. I flere scener får de begrænsede ressourcer direkte skylden for de store tab. Hvis bare de havde haft flere Apache-helikoptere kunne vores helte være blevet reddet, pointerer filmen.

Det hele fungerer glimrende som hverve-video for femten-attenårige knægte med drømme om soldaterlivet. For ja, der er drøn på, når det begynder at fyge med kugler og fosse med blod i slagscenerne i de skovklædte Hindu Kush-bjerge, hvor det meste af filmen foregår.

Man bliver uvægerlig revet med, når soldaterne med tunge, knogle-brækkende bump falder ned af bjergskråningerne forfulgt af talebanere. Man bliver imponeret over, hvor mange tæsk og skudsår de kan tage og stadig blive ved med at trykke løs på aftrækkeren.

De Oscar-nominerede lydeffekter og det flotte stunt-arbejde kan dog langt fra opveje de åbenlyse mangler i historie, personkarakteristik og skuespil.

Instruktør og manuskriptforfatter Peter Berg (The Kingdom, Hancock) er gået til Marcus Luttrells personlige beretning med ærbødig respekt for materialet. Manuskriptet spilder ikke tid på politiske refleksioner.

Filmen vil dog gerne nuancere vores billede af det afghanske folk: Afghanistan består ikke bare af onde talebanere. Det viser sig, at der her også findes fornuftige og modige mennesker, da Luttrell får uventet hjælp fra en lokal landsbyleder.

Sympatisk, men det er kun en dråbe i propagandaens hav. Amerikanerne er alle gode og ordentlige mennesker. De skal tage ubehagelige beslutninger i svære situationer, ja, men i bund og grund er de gode og ordentlige. Talebanerne er ansigtsløse bæster, mens landsbybeboerne er noble og spirituelle folk, der elsker USA og siger ting som ”Fuck Taleban”.