The Look of Silence

Der er en scene i slutningen af Joshua Oppenheimers opfølger til The Act of Killing, som opsummerer denne bemærkelsesværdige dokumentars emotionelle styrke og moralske kompleksitet.

Filmens ”helt”, Adi Rukun, arbejder som optometrist i den nordlige Sumatra-region i Indonesien (hans job er, ganske rammende, at hjælpe folk til at se tingene klarere).

I scenen besøger han en gammel mand, som han ved, er morder: en af milits-medlemmerne, som i 1965 dræbte hundredetusindvis af mennesker, der blev stemplet som kommunister (i de fleste tilfælde løseagtigt).

Efter tortur og gennembank blev ofrene halshugget og smidt i Snake River-floden. Blandt dem var Ramli, broren som Adi aldrig mødte, fordi han blev født efter Ramlis død.

Den gamle mand bor i et stort hus på landet sammen med sin datter, der ligesom Adi er i 40’erne. Måske på grund af kameraet og filmholdets tilstedeværelse bryder hun isen lidt nervøst og fortæller Adi, at hun først i sine skoleår opdagede, at hendes far var berømt for at ”dræbe en masse kommunister”.

Hendes far – en fremfusende, gammel kværulant, selvom hans åndsevner er begyndt at glippe – bryder ind: ”Engang tog jeg en kvindes hoved med ind i en kinesisk forretning. Hvor de dog skreg!”

Filmen er kadenceret som en serie af stadigt mere anspændte interviews mellem Adi og en række af tidligere gerningsmænd. Interviewene afveksles af stille, kærlige scener med Adi hjemme hos sine små børn eller sine forældre.

Hans respektindgydende mor er svag i kroppen, men ikke i sjælen. Hun er filmens andet moralske anker, og hendes direkte tale står i kontrast til Adis mere intellektuelle, sokratiske tilgang.

Selvom man er fremmed i den indonesiske kulturhistorie, fornemmer man faren lure i de scener, hvor Adi tålmodigt og høfligt taler om fortidens sandheder foran overmagten.

Indonesiens nationale fortælling oprulles for en skoleklasse, der inkluderer Adis søn. Her skønmales massakren som resultatet af et heroisk modangreb mod et kommunistisk kup, en nødvendig udrensning støttet af USA – i hvert fald det sidste er ingen overdrivelse. Det demonstreres i billederne fra en positivt stemt NBC-dokumentar fra 1967.

Men i den omtalte scene er det ikke Adi, men datteren som fastholder vores opmærksomhed i sin kamp for at smile, mens hendes far for eksempel beskriver, hvordan han drak blod fra sine ofre. Kameraet fanger hende og faren i et let forskudt profilbillede. Og sjældent har et fokusskift været så perfekt afmålt til emotionel effekt. Vi kan se, at en afgrund begynder at åbne sig op bag hendes stive smil.

Afgrunden – som optræder visuelt i flere elegiske overgangsbilleder af tomme landskaber – er hjertet i The Look of Silence. Oppenheimer antyder afstanden mellem den ”officielle” historie og sandheden – eller sagt på en anden måde: mellem socialt accepteret barbari og individets menneskelighed.

I The Act of Killing var afgrunden en mørk sø af rædsler holdt op imod bødlernes pralende fortællinger (nogle kritikere overså den helt og kritiserede Oppenheimer for at glorificere morderne og give dem en platform at prale fra).

The Look of Silence udligner balancen – og svarer kritikerne – ved at fortælle historien fra ofrenes synspunkt. Adi sætter sig ikke kun for at afsløre sandheden om sin brors skæbne. Han spørger også, hvordan det er muligt for mænd at slagte deres naboer og ikke blot slippe for straf, men at blive hyldet for deres gerninger og leve omgivet af magt og privilegier.

Under hans møder med disse mænd er frygt-klimaet til at tage og føle på.

Det er til stede, da et arrogant parlamentsmedlem og tidligere militsleder mørkt advarer Adi om, at det hele risikerer at gentage sig, hvis han fortsætter med sine ”kommunistiske aktiviteter”. Og det er til stede under filmens rulletekster, hvor de fleste holdmedlemmer er krediteret som ”Anonym”.

Men der er håb såvel som frygt i The Look of Silence. Filmen er et bevis på, at få historiske løgne i sidste ende forbliver ubestridte – uanset hvor magtfuld den kultur, som fastholder dem, er.