At søge efter ”det store måske”.
Udtrykket kommer fra den franske poet Francois Rabelais, som sagde ordene på sit dødsleje i 1553, men flere århundreder senere bliver det drivkraften for den unge high school-elev Miles.
Ligesom sine kammerater søger han en mening med tilværelsen.
Bestseller-forfatteren John Greens ungdomsromaner har tidligere vist sig aldeles velegnede til at blive filmatiseret. Det gjaldt både En flænge i himlen (2014) og Paper Towns (2015), hvor særligt førstenævnte med sin charme kombineret med de unge menneskers alvorlige refleksioner gik rent ind både hos anmeldere og publikum.
For hvad betyder det at gå ud for at søge efter ”det store måske”?
Miles vil ikke vente til sin død med at stræbe efter det, og han forlader derfor sin trygge tilværelse med familien i Florida for at begynde på en kostskole i Alabama.
Her møder han værelseskammeraten Chip og bliver en del af dennes vennegruppe, som også indbefatter den unge og gådefulde Alaska. Ved første øjekast er Miles’ verden forandret. Han betages betingelsesløst af hende, og det udløser tanken om, at hun kunne være hans ”store måske”.
Vennegruppen må dog kæmpe med problemer med kliken af rich kids, som styrer skolen, og den strikse skoleledelse, der overvåger hvert et skridt, eleverne tager. Samtidig foregriber serien en alvorlig trafikulykke, som vil komme til at forandre livet for alle de unge mennesker.
Der skabes et fængende univers, og det er interessant at følge Miles og hans outsidergruppe, som hænger ud under broen ved en stor sø uden for skoleledelsens åsyn.
Det er charmerende, hvordan de altid har hinandens ryg, og man får et smil på læben, når de med drengestreger tager pis på de forkælede rigmandsbørn. De putter blå farve i deres shampoo, murer dem inde på værelserne og ødelægger deres fest ved at lægge noget i deres proteinbarer, som giver dem dårlig mave.
Samtidig giver Miles og Alaskas poetiske samtaler om livet lyst til at lære dem endnu bedre at kende.
Det dragende karaktergalleri og de tilhørende stærke skuespilpræstationer driver serien. Deres ungdomsproblemer er spændende selskab, og man vil gerne grave dybere i deres psyke.
Med sine lange lokker, ranglede statur, søvndøsige øjne og bleghed minder Charlie Plummer om en ung Chad Michael Murray i 00’ernes romantisk komedie-hit Freaky Friday.
I rollen som Miles er Plummer akavet og usikker, når han med et mut udtryk taler ned i maven, så man næsten ikke kan høre, hvad han siger. Han er forelsket i litteratur og får tilføjet et ekstra lag af underlighed og fascinationskraft, da han har den halvmakabre evne, at han kan samtlige kendte menneskers sidste ord, inden de dør.
Miles er forblændet af den unge Alaska, som i Kristine Froseths skikkelse virker uopnåelig.
Med hendes hippieagtige stil er hun cool og selvsikker, når hun taler med intellektuel stemme, er stærkt feministisk og nægter at stryge skjorter, som en protest mod det patriarkalske paradigme. Men hun er også mystisk og utilregnelig.
Og som serien skrider frem, begynder der at opstå sprækker i facaden, så vi bliver nysgerrige efter at vide, hvilket destruktivt mørke hun har i sindet.
Denny Love er også god som vennen Chip, der holder gruppen sammen. Han tager ansvar, når vennerne er i problemer, og hans rappe replikker og had/kærlighedsforhold til den rige kæreste, som han konstant skændes med, tilfører serien lethed og humor.
Looking for Alaska kommer godt fra start i de første tre afsnit, der giver forventninger om et brag af et klimaks.
Kommentarer