Lore er et historisk drama med spor af road movie, coming of age-fortælling og eksistentiel horror-film. Det er en Germania anno zero for det 21. århundrede, men hvor Rosselinis film kortlagde kampen for overlevelse og nye moralkodekser i det krigssplittede Berlin i 1948, går Lore tilbage til de tidlige sommermåneder i 1945 for at zoome ind på nederlagets umiddelbare chok og konsekvenser.
Chokket bliver dramatisk forstørret af, at det finder sted i en familie af højtstående nazister og opleves gennem deres børns øjne, især filmens moralsk forskruede heltinde, den femtenårige Lore. Som sine yngre søskende har Lore levet, åndet og drømt Nazi-Tysklands retorik i hele sit korte liv, opmuntret af sin far, der er SS-officer, og sin mor, der tydeligvis er mere end passiv tilhænger af regimet, selvom hendes forbrydelser aldrig konkretiseres.
Mange almindelige tyskere troede på sætningen, Lore citerer i starten af filmen: ”Før den endelige sejr er der altid smerte”. Øjeblikket, hvor Tysklands militære kollaps ikke længere kunne fornægtes, blev desto mere traumatisk af netop denne årsag, og som den tyske forfatter W.G. Sebald har skrevet, led den tyske befolkning af en ubegribelig, kollektiv følelse af national ydmygelse.
Det er i den tidlige fase af dette traume, den australske instruktør Cate Shortland dygtigt sætter ind. Krigen udspiller sig andetsteds, men fra begyndelsen ved vi, at det er slut for hjemmeholdet. Lore ser sin far komme hjem, stadig iklædt sin nazi-unifom og med et nedslået udtryk i øjnene. Han sætter ild til belastende dokumenter, mens familien gør klar til at flygte til et sommerhus i skoven. Hurtigt forsvinder faren, naboerne begynder at opføre sig fjendtligt, og efter hun er blevet voldtaget, overgiver den bitre, stadig nazi-loyale mor sig til de allierede.
Sådan ender første akt. Resten af filmen følger Lores forsøg på at føre hendes fire søskende, heriblandt babyen Peter, gennem det besatte Tyskland mod deres tantes hus ved Nordsøen. Men filmen er ikke så meget en historie om heroisk overlevelse mod alle odds som en mareridts-odysse gennem et havareret land af raserede lig og truende huse, hvor barndommens uskyld ikke tæller for meget (faktisk er dette horror-klingende Tyskland ikke så langt fra det postapokalyptiske USA i John Hillcoats The Road).
Samtidig er Lore, som er skrevet med udgangspunkt i Rachel Seifferts roman The Dark Room, en film om en indoktrineret ung piges erkendelse af de løgne, hun er blevet opdraget på. En af manuskriptets store styrker er, at Lore bliver sympatisk uden at være decideret elskelig. I starten er hun en jødehader, der er rystet, men skeptisk, da hun konfronteres med billeder af nazisternes grusomheder – og som er fjendtlig, da Thomas (Kai Malina), en ung mand, der begynder at følge i hælene på de fem børn, viser sig at være en jødisk kz-lejr-overlevende.
Mindre overbevisende er filmens portræt af Lores seksuelle vækkelse – det centrale tema i Shortlands tidligere film, Somersault – hvor loyaliteten over for karaktererne svigtes i instruktørens forhippethed på at gestalte sex som en symbolsk brik i ”overmennesket” Lores anspændte forhold til ”undermennesket” Thomas. Præstationerne er dog overbevisende fra start til slut, først og fremmest Saskia Rosendahl, der spiller titelrollen med præcis den rette blanding af følsomhed og pubertær uregerlighed.
Med de afmættede farver, det drømmeagtigt håndholdte kamera og den elliptiske fortællestil går der af og til trendy rockvideo i den ellers sobre film om sjælens mørke nat. Beslutningen om at skildre en fragmenteret verden i en fragmenteret stil er natur- ligvis velvalgt, men man ville ønske, at det hele ikke var så æstetiseret. Kan man se gennem fingre med dette mindre irritationsmoment, er Lore dog en stærk film, der med et historisk traume som afsæt fortæller en næsten freudiansk historie om en ung piges opvågnen gennem afvisning af voksen autoritet.
facebook
twitter
Kommentarer