The Lost Daughter

Professor Leda er på ferie i Grækenland. Hun slapper af i solen, får arbejdet på sine italienske oversættelser og bliver serviceret af mænd. 

Alt er godt. 

Så ankommer familierne. Respektløse teenagere, skrigende børn og irriterede forældre. Ledas smil falmer, og feriefreden hænger i en tynd tråd. 

En af de mange børnefamilier skiller sig straks ud: den unge mor Nina og hendes lille datter, der leger med en fin dukke. Straks vælter minderne frem fra Ledas hukommelse. 

Men disse minder er ikke en glade. I stedet bliver de startskuddet til Ledas granskning af sit eget mangelfulde moderskab for næsten tyve år siden. 

Det er udgangspunktet for skuespilleren Maggie Gyllenhaals spillefilmdebut som manuskriptforfatter og instruktør. The Lost Daughter er baseret på Elena Ferrantes roman, der kredser om det problemfyldte moderskab. 

Leda er en fascinerende kompleks karakter. 

Hun er grinagtigt akavet, frygtelig udspekuleret og totalt neurotisk. Olivia Colman – fortjent nomineret til en Oscar for rollen – skildrer smukt ethvert mikroudtryk, hver en sur mine og diverse antydninger af sammenbrud. 

Kameraet er nærmest klistret til hendes ansigt, så vi får rig lejlighed til at opleve hele Ledas følelsesspektrum. The Lost Daughter fortæller en stor del af sin historie i nærbilleder, og det er en effektiv fortælleform, som er voldsomt klaustrofobisk. 

Det føles decideret hårdt at være i så nær kontakt med Ledas stærke og rodede følelser. Og som spændingen stiger, virker Leda på en gang mere frastødende og sympatisk. Vi er fastlåst i et evigt, filmisk kram med hende. 

Som Nina viser Dakota Johnson sit skuespilmæssige værd efter at have kæmpet sig igennem fanfiction-historien 50 Shades of Grey. Nina er fræk og arrig, når hun skændes med sin wannabe-gangster mand, men på samme tid er hun sårbar og på randen af et moder-ængsteligt sammenbrud. 

Hun bliver dog overstrålet af Jessie Buckley, der også er Oscar-nomineret for rollen som den unge Leda. 

Hvor Olivia Colman er neurotisk og akavet, er Buckley rå, aggressiv og nærmest modbydelig. Men på trods af den hårde tone, de vrede flammer i øjnene og hendes higen efter at komme væk fra sine egne børn formår The Lost Daughter at gøre den unge kvinde sympatisk. 

Der er ellers intet galt med Ledas to døtre.

De er, som børn nu engang er: legesyge, nysgerrige og fulde af energi. Men for Leda er det en belastning snarere end en glæde at have med dem at gøre, og hun kan ikke forklare hvorfor. Hun ved blot, at hun hellere vil fokusere på sin forskningskarriere, selv om det gør ondt på både hende og børnene.

The Lost Daughter udforsker, hvad der sker med Ledas sind, når hun er fanget i sådan et uløseligt dilemma.

Og man føler med et menneske, som samfundet ellers lynhurtigt fordømmer: moren, der ikke vil være mor. Ungdommens hårdhed står i modsætning til den midaldrendes anger og neuroser. Tilsammen skaber de en følelsesmæssig sammenhæng og forståelse af karakteren, så Leda udfoldes, som var hun Grækenlands smukkeste orkide. 

Det er en triumf i sig selv. 

Maggie Gyllenhaal har begået en nådesløst medrivende film, hvis følelsesmæssige virvar hjemsøger tilskueren, præcis som det gør for filmens personer.