standupanmeldelse
13. aug. 2016 | 18:49 - Opdateret 15. aug. 2016 | 07:31

Louis C.K. 2016 Tour

Foto | uoplyst
Louis C.K. er blevet en verdensberømt komiker på at udstille sig selv som kvabset taberfar.

Louis C.K. leverede i London et verdensklasseshow båret af sort humor og med forrygende sidespring. Der er god grund til at glæde sig til næste uges show i Forum.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Ikke et ondt ord om Bill Burr, Amy Schumer og Chris Rock. Men at dømme efter, hvor hurtigt Forum meldte udsolgt til Louis C.K.’s show i København på næste lørdag, er han det største navn inden for amerikansk standup i dag.

Louis C.K. har en uforlignelig evne til at blande hverdagsanekdoter og absurde scenarier. Han laver utallige sidespring for til sidst at binde en misantrop-humoristisk sløjfe på historien.

Det slog han endnu engang fast, da han fredag aften spillede for 12.500 publikummer i SSE Arena Wembley i London.

Midt under gennemgangen af, at sagnet om Akilles i virkeligheden handler om, at forældre aldrig kan gøre nok for deres børn (hvorfor dyppede hans mor ham ikke to gange for at få den sidste plet med?), får Louis C.K. i en sidebemærkning beskrevet Jesu korsfæstelse som et sadomasochistisk sexshow.

Han ser sig selv i rollen som en vantro romersk soldat ved korset. ”Hvem river den af lige nu?” spørger han. ”Hvem gør ikke?”

For københavnere er London ikke meget længere væk end Aarhus, og det er en god by at have i baghånden, når der kommer store navne til Europa. For mens Louis C.K. kun giver ét show i Danmark, spiller han fire i London.

Mange har formentlig opdaget C.K. gennem hans autofiktive komedieserie Louie, der kørte på FX i fem sæsoner. Andre er stødt på hans biroller i Oscar-darlings som American Hustle, Blue Jasmine og Trumbo. Enkelte har måske endda set webserien Horace and Pete, som han selv producerede og distribuerede i foråret.

Men standup har altid været Louis C.K.’s vigtigste kald, og han har fastholdt sin popularitet, også blandt komikerkolleger, ved spontant at øve nyt materiale på comedy clubs i New York og Los Angeles.

Med en britisk accent beder han folk om at forholde sig i ro under showet. ”Har du noget virkelig vittigt at sige, så skriv det på et stykke papir og tag dit eget liv.”

Da han endelig dukker op til tordnende applaus, når man lige at løfte øjenbrynene. Han er berømt for sit faste outfit, en sort t-shirt og blå denim-jeans, men optræder nu i fuldt jakkesæt.

Men så snart han kommer i gang, er alt ved det gamle, og historier om alt fra dating over familieliv til selvmord er i samme topklasse som hans bedste comedy specials.

Over halvanden time holdt han et tårnhøjt niveau og et ivrigt tempo uden nogensinde at slække på de gode jokes.

C.K.’s komik har altid blandet en forkærlighed for sort humor med eksistentielle grublerier med afsæt i hans eget liv. ”At tage en lur,” lyder et af hans kyniske bonmots, ”er som at begå selvmord med mulighed for fortrydelse.”

Samtidig er han en legesyg provokatør, der elsker at markere skillelinjen mellem god og dårlig smag. Men blot for straks at skrå ind over den. ”Racistiske stereotyper er skadelige,” intonerer han på et tidspunkt med gravalvorlig mine, ”men stemmerne er virkelig sjove.”

Jo mere tabubelagt, desto sjovere. Man kan mærke hans Tourettes-agtige glæde, når han lukker luften ud af en smuk fortælling om en transkønnet bekendt med bemærkningen: ”Hun gik fra asshole til cunt.”

De mest populære entertainere behøver ikke gøre andet end møde op, før publikum klapper, hujer og stamper i gulvet.

Det kan være farligt.

Og skulle man komme med en enkelt kritik, så savner man nok materiale fra Louis’ nye liv som superstjerne. Hans persona på scenen, jakkesæt til trods, er stadigvæk den kvabsede taberfar, der føler sig for dum til at hjælpe sine døtre med lektierne.

Selvom han for nylig vandt i Jeopardy.

Men Louis C.K. er stadigvæk en af verdenens skarpeste og mest sikre performers.

Kontrasten var tydelig i forhold til de komikere, han havde hyret til opvarmning. Rachel Feinstein serverede skarp parforholdskomik, Joe List brugte hård selvfornedrelse´, og Joe Machi lynsnakkede over emner fra første dates til Bob Dylan.

De er ikke bare ”any fuckfaces”, som C.K. introducerede dem, men dygtige komikere, der let fik salen grinet i gang. Men de høstede også barmhjertighedsklap og pinlig tavshed, når deres jokes faldt igennem.

Det gjorde C.K. aldrig.

Louis C.K. live

Kommentarer

Titel:
Louis C.K. 2016 Tour

Land:
USA

År:
2016

Hovednavn:
Louis C.K.

Opvarmning:
Rachel Feinstein, Joe Machi, Joe List

Længde:
30 minutters opvarmning, 90 minutters hovedshow

Tid:
12. august SSE Arena Wembley i London

© Filmmagasinet Ekko