Love

Det burde ikke være svært at få husarerne ind og se Gaspar Noés Love, der – ganske berettiget – vakte opmærksomhed, da den blev vist uden for konkurrence i Cannes i maj. En stiv pik i nærbillede en face, en begejstret ejakulation i 3D ud over alle hoveder i publikum, what’s not to like?

Noé har vakt furore før. Men den lange, nådesløst realistiske voldtægtsscene i Irréversible er blevet et anker i diskussionen om, hvor europæisk film befinder sig her og nu, og man kan ikke fratage Enter the Void, en førstepersons fortælling om en ung mands udknaldede narko-endeligt i Tokyo, flothed og morbid fascination.

Love handler om en amerikaner i Paris, Murphy. Han føler sig som gidsel med sin kone og deres lille datter og drømmer sig tilbage til månederne med ekskæresten. Forholdet til den dragende og potentielt fatale Electra gik til i stoffer og mistro.

Simplere bliver der ikke: Der krydsklippes mellem virkeligheden og minderne.

Love er ikke ambitiøs som Noés tidligere film, og det store flertal af danske filmkritikere vil om lidt fortælle, at den heller ikke er spor seksuelt pirrende, som de altid samstemmer som et mantra.

Men det er nu løgn.

Filmens helt store bedrift er, at den formår at integrere de erotiske scener, der er så afgørende for at berette om et moderne kærlighedsforhold. Grundlæggende går parret lange steadicam-ture i parker og langs boulevarderne, ellers ligger de enten og knalder eller snakker i sengen.

Sengescenerne er overordentlig vellykkede på flere planer, men de og andre greb går desværre tabt i den 2D-version, som distributøren har valgt at give premiere i Danmark.

Vi ser ansigterne på en pude, der fylder hele billedfeltet, og 3D ligesom løfter hovederne op fra sengetøjet i en egen erotisk ekstase, nærmest ikonisk som en nonnes religiøse forklarelse. Det er måske lige knapt Maria Falconetti i Dreyers Jeanne d’Arc eller Anna Karina i Godards Vivre sa vie, men det er smukt og transparent.

Og hvor en film som den franske Adèle var opsigtsvækkende ærlig i sine (lesbiske) sexscener, var der også noget mekanisk over den måde, den med sine to monsterlange samlejer skulle have både forspil, hovedakt og afslutning med. I Love får vi bidder af samlejer. Nogle er rent hardcore med uformummede sexorganer som i begyndelsesscenen, hvor Murphy og Electra ligger og spiller den af på hinanden, indtil han kommer i hånden på hende. Andre har et naturligt fokus andre steder end på kønsorganerne.

Det er virkelig naturligt.

Ikke at naturlighed er, hvad Love inderst inde stræber efter. Den vil gerne lægge sig i spændingsfeltet mellem avantgardisterne Jean-Luc Godard og Andy Warhol. Den låner nogle dogmer fra dem begge og lidt ufordøjet kapitalismekritik, og skuespillerne, der blev lagt for en del hån i Cannes, er instrueret en lille smule off. Ingen af dem er sat på lærredet for at vinde Oscar eller César, og Noé har indlagt et lag af antinaturalisme i spillestilen, en lidt ubekvem distance.

Man bliver mindet om ikke mindst Godards leg med mediet flere gange. Pludselig springer en tekst helt frem i 3D-billedet: ”Murphys lov: Det, der kan gå galt, vil gå galt.” Og karaktererne taler helt øretæveindbydende i Gajolæske-klichéer og platituder.

Murphy og Electra har en ambition om at blive ”det mest fantastiske par, der nogensinde har levet”, men de er umodne, pubertære, de savner formatet til at fylde drømmen ud. De savner vel egentlig også en manuskriptforfatter og instruktør til at give deres liv og deres sex mening.

Love har mange stiltræk og en vis tematik tilfælles med årgangs-Godard, men er den lige så god som årgangs-Godard? Eller lige så definerende for sin tid?

Desværre nej. Love sender snarere kærlige hilsener tilbage til filmhistoriens store modernister end påtager sig selv at føre filmkunsten videre i 2015. Men filmen har nogle greb, der fungerer sensationelt godt, og som underholdning er den aldrig mindre end værd at følge.