Serieanmeldelse
09. juni 2020 | 12:19

Love Life

Foto | Sarah Shatz
Darby (Anna Kendrick) møder en række bejlere, som hun får forskellige forhold til, men de fleste af dem bliver kun hængende i kortere perioder.

Romantisk komedieserie om den lange vej til livets store kærlighed er sød, sjov og hurtigt glemt ligesom hovedpersonens mange stævnemøder.

Af Patricia Smollerup

”Før man ender sammen med sit livs kærlighed, har den gennemsnitlige person været i syv forhold. Nogle længere og mere seriøse end andre. Man har været forelsket to gange og fået sit hjerte knust. Men bag disse tal gemmer sig altid en meget større historie.”

Således proklamerer fortælleren i den romantiske komedieserie Love Life, som kan ses på den nye HBO Max i USA, men herhjemme vises på C More.

I serien spiller Anna Kendrick rollen som unge Darby Carter, der er på jagt efter den store kærlighed. Hendes rejse byder på forelskelser, korte bekendtskaber, tvivlen og små og store sorger.

”Når et forhold slutter, føler man, at man aldrig vil møde en ny. Men det gør man – bare ikke på den måde, man tror,” siger den alvidende fortællerstemme og pensler seriens pointe ud.

Love Life er bygget op, så hvert afsnit følger et af Darbys forhold fra den indledende fase til den bitre ende. Den sjove idé viser, at vejen til kærligheden kan være snoet og kringelkroget. Man skal mange udfordringer igennem, før man når destinationen, og man har overhovedet ikke overblikket undervejs.

Men seriens struktur er også akilleshælen. Det er svært at nå at engagere sig, når der er presset en ny romance ind i hvert afsnit.

På en halv times tid skal man både igennem deres møde, forhold og farvel til hinanden. I al hastværket bliver personernes følelser og de finere nuancer i de forskellige forhold ladt i stikken.

Det føles mest som et panoramisk overblik, hvor der skøjtes gennem årene.

Serien arbejder sig dog lidt op i løbet af de tre afsnit, som anmeldelsen bygger på. I tredje afsnit bliver man alligevel en smule nysgerrig på fremtiden for Darbys kærlighedsliv, da en genkendelig karakter – en tidligere kæreste – kommer ind i billedet igen for en kort stund.

Tredje afsnit er også seriens foreløbigt bedste, fordi det med fokus på et af Darbys one night stands har et mere roligt fortælletempo. På den måde er der ikke det tidsmæssige pres med at få proppet flere måneders forhold ind i et kort afsnit.

Love Life byder da også på charmerende, humoristiske øjeblikke – som når Darby i flere døgn er ved at blive skør over ikke at have hørt fra en fyr, hun har mødt. Må hun skrive til ham? Hvad er reglerne?

Hvortil hendes veninde tørt spørger, om Darby virkelig har brug for en kæreste lige nu. Det er ikke Jane Austen-tider længere, påpeger hun.

Der er også den typiske, akavede situation, hvor Darby møder ekskæresten og hans nye kæreste og for alt i verden gerne vil fremstå ovenpå. I virkeligheden har hun selvfølgelig overhovedet ikke styr på sit liv.

På spørgsmålet om, hvad hun går og laver, lyder svaret derfor med morsom, skæv timing: ”Hvad går jeg ikke og laver?”

Mødet bliver naturligvis efterfulgt af at stalke den nye kærestes Instagram.

Love Life er et sødt bekendtskab, men også en serie, der som Darcys mange romantiske møder er hurtigt fortæret og glemt igen.

Trailer: Love Life

Kommentarer

Titel:
Love Life

Sæson:
1

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Sam Boyd

Medvirkende:
Anna Kendrick, Zoë Chao, Peter Vack, Lesley Manville, Jin Ha

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
14. juni på C More

© Filmmagasinet Ekko