Der er noget nærmest ondskabsfuldt over projektet i Kôji Fukadas Love Life.
Først tager han et ungt ægtepar og bygger det op som en rummelig og kærlig union imellem to trætte sjæle, der endelig har fundet fred i hinanden.
Kvinden Taeko og manden Jiro har en kvik lille søn og en nydelig lejlighed i en lille, japansk provinsby. De spilles af henholdsvis Fumino Kimura og Kento Nagayama, der med troværdig intimitet og afmålte kærtegn gør det umuligt at ønske parret den mindste smule ondt.
Men langsomt viser det sig, at instruktøren har givet Taeko og Jiro et utal af udfordringer, der senere skal blive meget værre.
Foreløbig er det allerstørste problem, at parrets fælles søn i virkeligheden er Taekos fra et tidligere ægteskab med en døv, voldelig koreaner, og Jiros familie har aldrig accepteret hverken Taeko eller sønnen.
Den første halve time af filmen går med Taekos svigerfars fødselsdag, der er en mesterlig opbygning til, hvad der synes at blive en eksplosion af undertrykte spændinger.
En familievulkan, der går fra passiv til aktiv.
Fødselaren er knap nok kommet ind ad døren, før han kalder svigerdatteren for en ”brugt kvinde”, og svigermoren spørger, om hun ikke snart kan føde et rigtigt barnebarn.
Lavaboblerne bliver flere og flere i vulkanens overflade, men overraskende flyder de aldrig over.
Keitas frygt for bedsteforældrene dulmes med en legetøjsflyvemaskine, og svigerfar falder til ro med familiens karaokemaskine.
Men med ét eksploderer en langt større vulkan, som ingen overhovedet havde opdaget.
Uden opsyn finder Keita ind på badeværelset, hvor han midt i en flyvemaskineleg falder ned, slår hovedet og drukner i det fyldte badekar. Traumet over Keitas død kan mærkes helt nede på de bagerste biografrækker, længe efter det er sket.
Men det mest smertefulde ved Fukadas tortur af sine karakterer er, hvor høfligt og afdæmpet de tager imod pinslerne.
Filmsproget forbliver konstant roligt og tvinger Jiro og Taeko til at følge trop. Når de endelig lukker følelserne ud, klippes der væk, og personerne er nødt til uforløste at vende tilbage til mådeholdet.
Tabet af et barn er måske det værste, man kan udsætte et par for, men resultatet er ikke et rasende brud. I stedet glider Taeko og Jiro lige så stille i hver sin retning.
De forsøger at trøste hinanden, men Keita var bare aldrig lige så meget Jiros barn, som det var Taekos. Sorgen kan ikke deles, når proportionerne er skæve.
Jiro begynder at ses med sin gamle flamme, men han ved ikke rigtigt hvorfor. Og Taeko møder sin nu hjemløse eksmand Park, der viser sig at være en gådefuld person.
Han er voldelig, men kærlig, klog, men idiotisk og gavmild, men løgnagtig. Taeko indleder et giftigt utroskabsforhold til Park, hvor hun bruger ham som et slags et nyt barn at tage vare på, mens han udnytter hendes omsorg.
Selv om Taeko tager tilløb til at forlade Jiro for at hjælpe sin sårbare eksmand, udebliver det store drama.
Fukadas filmiske kærlighedspoesi anerkender, at der ikke gives nemme løsninger på livets store udfordringer og komplekse relationer.
Love Life er en gribende, smertefuld og uhyre smuk meditation over tab og kærlighed.
Kommentarer