En rødlig solopgang over savannen. En kraftfuld stemme synger i vilden sky på det afrikanske sprog zulu, og den lille løveprins vises i mandrillen Rafikis strakte arme frem på Kongesletten og hyldes af Afrikas dyr.
Man behøver nærmest ikke sige mere.
Som barn af 90’erne har introsekvensen brændt fast på nethinden, og det er umuligt ikke at få en smule kuldegysninger, når den her 25 år senere igen er på det store biograflærred.
Løvernes konge er den næste i rækken af Disneys strøm af live-action-genindspilninger af tegnefilmklassikerne, og selskabet er her helt inde at røre ved kronjuvelerne. Det er historien om den lille løveunge Simba, som efter farens tragiske død må kæmpe med sorg, skyldfølelse og ansvar, besejre den grusomme onkel og indtage sin retmæssige plads som konge.
Det er godheden mod ondskaben og de helt store temaer om stolthed, skæbne, familie og tab. Stærke budskaber, som vi kender fra originalen, er stadig i højsædet.
Der er en balance i livet, og de døde lever videre igennem de efterladte.
Genindspilningen holder sig unægtelig tæt til den originale film fra 1994 – både hvad angår dialogerne og billedsiden – og flere steder føles det nærmest som én-til-én-gengivelse. Det kan godt give en bitter fornemmelse af, at Disney driver rovdrift på sine klassikere.
Men når grundmaterialet er så stærkt, og når fortællingen drøner derudad, er det næsten umuligt ikke at blive revet med. Og netop det bundsolide fundament er blandt dét, som holder genindspilningen oppe, selv om den aldrig når den originale tegnefilms niveau.
De storslåede og flot animerede landskaber gør filmen en biograftur værd: et rindende, klart vandfald, en frodig jungle og en støvet kløft, som gnuerne galopperer vildt og ukontrolleret af sted i.
De glubske hyæner er faretruende, når de jagter en ung Simba og Nala – og tilfører uhygge og mørke til universet.
Desværre er de andre dyr animeret for generisk og mangler en stor del af charmen fra den oprindelige tegnefilm. Der er ikke megen ansigtsmimik, og dyrene virker mest som hevet ud af et naturprogram. Fuglen Zazu har mistet sin bedrevidende mine, mens den fjogede Pumbaa pludselig kunne være et hvilket som helt vortesvin i den afrikanske jungle.
Den ondskabsfulde bror Scar, der altid har været familiens sorte får, er ikke helt så uhyggelig som tegnefilmfiguren. Uden det djævelske smil og de lynende, grønne øjne virker han blot som endnu en løve – måske en smule mere hærget og med en lidt mindre manke.
Heldigvis kompenserer stemmeskuespillerne for de kedelige dyreanimationer og giver vores elskede figurer den personlighed, vi kender så godt fra tegnefilmen.
Som den belærende Zazu leverer John Oliver en stærk præstation fyldt med selvhøjtidelighed, og der er et godt samspil mellem Billy Eichner og Seth Rogen som de glade livsnydere Timon og Pumbaa.
Filmen sprudler især i scener med den charmerende duo med mottoet ”Hakuna Matata” – ingen bekymringer. Og man trækker på smilebåndet, når de syngende daser rundt i junglen, kommenterer på Simbas (Donald Glover) pludselige fraseringer og Timon, der altid tager æren for Pumbaas gode idéer.
Ligesom i den originale tegnefilm er det igen Hans Zimmer, som pryder lydsiden med en majestætisk underlægningsmusik, der tager os med på det afrikanske eventyr, spiller på de helt store følelser og underbygger det grandiose drama. Det er en musikalsk oplevelse, der flere steder giver gåsehud – både når Mufasa (James Earl Jones) taler til Simba fra stjernehimlen, eller når Simba endelig indtager sin retmæssige plads på Kongesletten.
Den nye udgave af Løvernes konge minder én om, hvorfor man faldt pladask for den originale tegnefilm tilbage i 90’erne.
Kommentarer