Lovers Rock

Kroppene vrider og drejer sig i vuggende bevægelser, mens musikken pulserer og sender bølge efter bølge af auditiv nydelse gennem sindet.

Festen nærmer sig sit crescendo, afslutningen på en nat med flygtige bekendtskaber og potentielle livsforandrende oplevelser.

Et hus i den vestlige del af 80’ernes London er ramme for en sammenkomst, hvis deltagere er unge sorte med caribiske rødder.

De hvide natklubber og pubber byder dem ikke indenfor med åbne arme. Som alternativ til disko-helvede og punk-attitude afholdes der private fester, hvor ligesindede kan komme og hygge sig uden frygt for, at en racist kommer rendende og laver abelyde – kreativiteten blandt xenofober er ikke overvældende.

I Lovers Rock, anden del af Steve McQueens antologiserie Small Axe, dropper Martha (Amarah-Jae St. Aubin) sammen med veninden Patty (Shaniqua Okwork) hverdagens bekymringer for en aften i musikkens tegn.

Filmen varer 69 minutter og forløber under en fest fra om aftenen til den næste morgen.

Festen er en virkelighedsflugt og nærmest et helligt land for de to kvinder. Det hedonistiske og religiøse smelter da også sammen i symbolsk forstand. Der hænger kors på væggen hjemme hos Martha, mens en gut af en eller anden grund slæber rundt på et kæmpe kors i byens gader.

I spidsen for den musikalske ”gudstjeneste” dikterer den konstant opildnende Samson (Kadeem Ramsay) fest med salmer fra alle genrer.

Titlen Lovers Rock refererer da også til en speciel form for reggaemusik, der er karakteriseret ved at være mere rolig og med fokus på romantik.

De forskellige numre er udvalgt af Steve McQueens medforfatter Courttia Newland, der tidligere var musiker og del af miljøet dengang. Det udmønter sig i en enorm kærlighed til musikken, atmosfæren og den sindstilstand, som begge dele tilsammen skaber.

Shabier Kirchners kamera svæver rundt mellem husets forskellige mennesker og flyder med ud på dansegulvet, hvor det fanger legefulde og intime stunder. Temposkift og dynamisk klipning gør, at det aldrig bliver kedeligt.

Martha møder en sød fyr, Franklyn (Michael Ward), der ikke alene siger alle de rigtige ting og får hendes kinder til at føles varme, men også opfører sig som en gentleman.

For der er ikke kun gode fyre i omløb til festen.

Velklædte Bammy (Daniel Francis-Swaby) er ubehageligt insisterende på, at han er guds gave til kvinder, hvorfor de selvfølgelig bare skal stille sig klar til at sprede ben, så snart charlatanen kaster sit blik på den udvalgte.

Men det enkelte rådne æble kan ikke fordærve den oase af gode vibes, som huset i Notting Hill bliver fyldt med i løbet af den tilfældige nat.

I et ekstremt rørende øjeblik slukker dj’en for Janet Kays Silly Games. De næste små fem minutter synger de unge videre på sangen a cappella – kun akkompagneret af de uhørte toner, der stadig sidder i deres kroppe.

Netop den sang er synonym med lovers rock-genren. Som hymne i kærlighedserklæringen til et øjeblik i tiden, menneskerne og musikken er den med andre ord perfekt.

Lovers Rock er markant anderledes end McQueens første del af Small Axe. Det er en kærkommen glædesspreder efter den brutale indsigt i systematisk racisme hos det londonske politi i Mangrove – et emne, der kommer igen i fokus i næste ombæring, Red, White and Blue.

Lovers Rock er den livgivende mundfuld frisk luft, som gør det hele lidt mere udholdeligt. En fordybelse i eskapismens frirum. Samtidig er den også et varsel om, at hverdagen venter lige rundt om hjørnet.