For Lucio

Kender du det? Du sidder i venners lag, og de begynder at tale om en tredje part, som du ikke aner, hvem er. 

”Så gjorde han dit og dat, og åh, hvor vi morede os. Kan du huske dengang det ene og det andet skete,” kan de fortælle, imens man prøver at smile af ting, man ikke forstår. 

Det kan være fornøjeligt at høre på, hvis anekdoterne bliver fortalt med indlevelse, men det kan også hurtigt blive uinteressant for andre end de indviede. 

Omtrent sådan er det at se For Lucio, hvis man aldrig har hørt om Lucio Dalla. 

Lucio Dalla var en singer-songwriter i Italien, der primært havde sin storhedstid i 70’erne, inden han fik et kæmpehit i 1986 med Caruso, der er blevet succesfuldt fortolket af både Luciano Pavarotti, Julio Iglesias og Andrea Bocelli – ifølge Wikipedia. 

Dokumentaren ulejliger sig nemlig ikke med at fortælle sådanne detaljer. 

Instruktør Pietro Marcello har tidligere gjort sig bemærket med dokumentarer som Crossing the Line, The Mouth of the Wolf og Lost and Beautiful, hvori han blander fiktive elementer med gamle arkivoptagelser i et abstrakt, poetisk filmsprog. 

Marcellos distinkte filmsprog gør sig godt i forhold til at udbrede tematikker, men et portræt er en helt anden genre. 

For Lucio er centreret omkring to gamle mænd. 

Tobia, Lucios manager, åbner filmen ved at lægge en rose på Lucio Dallas grav, hvorefter han meget belejligt går hen og stiller sig i en smuk hvælving. Det virker iscenesat, men Tobia er venligheden selv og spiller velvilligt med. 

Senere mødes han med Rezno, der kalder sig producer. Han er af en lidt anden støbning med sin solbrune læderhud, åbentstående skjorte og sølvsmykker, og selv om hele portrættet af Lucio Dalla samles i deres middagssamtale, virker det mest af alt, som om han er kommet for den gratis pasta. 

Efter maden ryger Rezno den ene smøg efter den anden, mens han stiller spørgsmål, der ikke alle er flatterende. Hvorfor blev Lucio egentlig kaldt for Edderkoppen? 

Det var, fordi han var så lille og behåret, svarer Tobia grinende, imens han forsøger at få samtalen drejet et mere positivt sted hen. Tobia påpeger gentagne gange, at Lucio Dalla var et stort talent, men det bliver ved karakteristikken, og uden konkrete eksempler er det svært at forstå, hvad sangeren kunne. 

Jeg har på fornemmelsen, at han var Italiens Kim Larsen. En vellidt, folkelig troubadour, der kunne sætte fingeren på samfundets ømme punkter. 

I 70’erne begyndte venstrefløjspoeten Roberto Roversi at skrive Lucios tekster, og det er her, at han for alvor får succes. 

Det er også her, at dokumentaren lever. Når vi kommer væk fra den rødternede dug og til tonerne af Lucios hits bliver ført tilbage til efterkrigstidens Italien. 

Her kan instruktøren gøre det, som han er bedst til: poetiske montager, der fortæller med billeder i stedet for ord. 

Det er de store industriers tid. Kulminearbejdere entrerer med sortsvedne ansigter, kontordamer står i kø for at nå bussen, og samlebåndsarbejdere på Fiat-fabrikken fortæller om de anderledes arbejdsforhold. Men der klippes også til Fiats forbindelse til Gaddafi og senere til et terrorangreb på en togstation. 

Det er alle aspekter af det italienske liv, som vi får et indblik i, og det havde været at foretrække, hvis Marcello havde bredt dokumentaren ud til netop dette. 

Men i stedet vender vi tilbage til de to gubbers sniksnak. 

Ifølge Wikipedia kom der 60.000 mennesker til Lucio Dallas begravelse i Bologna, der affødte en debat om Italiens homofobi. Dallas partner Marco Alemanno tog bladet fra munden, på trods af at Lucio aldrig havde erklæret sig homoseksuel. 

Det bliver ikke nævnt med et ord. 

For Lucio kunne med fordel have haft flere medvirkende, som eksempelvis Alemanno, så vi havde fået et mere helstøbt billede af, hvem Lucio Dalla var.